Vidste du det om DM i pløjning?
Her kan du blive godt klædt på til årets DM i pløjning på St. Hessel i Skave udenfor Holstebro.

Martin Lindberg Velling har domineret DM i pløjning, hvor han er femdobbelt dansk mester. Her ses han i aktion under sidste års DM ved Rokkedahl Landbrug udenfor Nibe. Arkivfoto
- De seneste års DM i pløjning har været domineret af 25-årige Martin Lindberg Velling fra Hobro. Han har sålades vundet DM de seneste fem gange, det har været afviklet.
- Vinderen af DM kvalificerer sig til verdensmesterskaberne. Det var egentlig meningen, at dette års VM skulle afvikles i Rusland efter to års pause på grund af Covid-19, men på grund af krigen i Ukraine blev russerne frataget værtsskabet.
- I stedet blev mesterskaberne flyttet til Co Laois i Irland, hvor pløjning er ganske populært. Det var således sjette gang, at VM blev afviklet på den grønne ø. Her deltog Martin Lindberg Velling som dansk mester, og han kom hjem med en flot 5. plads ved mesterskabet.
- Det er LU-pløjere, der står for hovedkonkurrencen ved DM, men der er også andre konkurrencer i løbet af de to dage, som stævnet tager. Fredag den 28. oktober er der DM i Skolepløjnng, og om lørdagen, den 29. oktober, er der konkurrence i veteranpløjning.
- Torsdag den 27. oktober begynder de første deltagere så småt at dukke op i Skave, hvor stævnet finder sted. Her træner skolepløjerne om aftenen, og samtidig er der erfarne pløjere til stede, der giver gode råd til de yngre.
- Fredag går konkurrencerne for alvor løs. Først skal skolepløjerne i sving i pløjefelterne, hvor de konkurrerer fra klokken 9 til klokken 15, hvor der afsluttes med overrækkelse af pokaler til vinderholdet. Sidste år var det Grindsted Landbrugsskole, der efter en tæt duel med Nordjyllands Landbrugsskole vandt DM.
- Også LU-pløjerne, der dyster om DM, skal i aktion fredag. Her er der flækning klokken 11, hvorefter selve pløjningen foregår om eftermiddagen. Konkurrenceaktiviteterne sluttes klokken 15, og resultaterne af første del af LU-pløjernes konkurrence forventes at være klar klokken 17.
- Lørdag er LU-pløjerne igen i aktion fra sidst på formiddagen. Der er flækning klokken 10.40, og selve pløjningen efter frokost. Lørdag er der også DM i veteranpløjning. Begge konkurrencer kører frem til cirka klokken 15, og senere på eftermiddagen bliver resultaterne offentliggjort, og der bliver overrakt vinderpokaler i begge konkurrencer, samt guld-, sølv- og bronzemedaljer.
- Det sociale samvær er af stor betydning for arrangørerne, og det kommer til udtryk på flere måder i løbet af det to dage lange stævne. Der er således fælles morgenmad lørdag morgen i plovkroen, og selve stævnet sluttes af med en efterårsfest lørdag aften, der finder sted i Skave Multihal.
DM i skolepløjning
Fredag dyster hele syv skolehold fra fem forskellige landbrugsskoler i årets DM i pløjning. Her vil sidste års vinder, Grinsted Landbrugsskole forsøge at tage revance.
Følgende skoler deltager:
- Asmildkloster Landbrugsskole (to hold)
- Agro Skolen (et hold)
- Bygholm Landbrugsskole (to hold)
- Kjærgaard Landbrugsskole (et hold)
- Grinsted Landbrugsskole
De syv skolehold pløjer enten med tre eller fire furer. Asmildkloster Landbrugsskole stiller med en Kuhn og en Kvernlan-plov, mens Agro Skolen kommer med en Ovlac. Bygholm Landbrugsskole vil pløje med en Kverneland og en Överum, mens Kjærgaard dyster med en Pöttinger. Grinsted Landbrugsskole kommer med en Kverneland plov.








































