Handelskrigen kan vælte Arla i USA
Arla offentliggjorde i oktober 2018 planer om at bygge en kæmpefabrik i USA. Det skulle ske i et samarbejde med det amerikanske mejeriselskab Foremost Farms.
Nu har mejerigiganten valgt at sætte byggeplanerne på standby. Det skriver Finans.dk.
Handelskrigen mellem USA og Kina har nemlig gjort bankerne nervøse for, om fabrikken kan få adgang til at eksportere til Kina, hvilket var en afgørende forudsætning for, at det ville kunne løbe rundt.
- Det har vist sig at være en udfordring at få bankfinansieringen af projektet på plads, og de udfordringer er vokset i takt med, at handelskrigen mellem USA og Kina er ekskaleret, fortæller Henrik Andersen, adm. direktør i Arla Foods Ingredients, AFI, til Finans.dk.
AFI omsætter for over fem milliarder kroner og er Arlas mest lønsomme datterselskab. Selskabet er specialist i at forarbejde valle - et restprodukt fra ostemejerier - til højværdi-ingredienser i form af proteiner og laktose, som indgår i blandt andet modermælkserstatning og en række specialprodukter.
Målet var oprindeligt, at byggeriet skulle begynde i foråret 2019, men intet er sket, og projektet er nu sat på standby i foreløbig et halvt år.