Indland: Fritzner stopper i Gefion
Når Gefion i aften afvikler den årlige generalforsamling i foreningens hus på Fulbyvej i Sorø skal der tages afsked med et mangeårigt bestyrelsesmedlem.
Således har Povl Fritzner besluttet sig for ikke at genopstille. De øvrige på valg, Christian Lerche, Poul Henrik Prahl, Henrik Karlshøj Madsen, Johnny Nielsen og Per Thomasen, genopstiller. Det samme gør formanden Torben Hansen.
Povl Fritzner fortsætter på posten som formand for Østlige Øers Landboforeninger og for Roskilde Dyrskue, der i år kan markere 50-års jubilæum i Roskilde.
Østdansk Landboforening i nye rammer
Når Østdansk Landboforening på tirsdag afvikler generalforsamling, bliver det i andre rammer end hidtil.
Således har bestyrelsen besluttet, at årets generalforsamling afvikles på Rønnede Kro, en gammel kongelig privilegeret landevejskro, der blev total renoveret i 2008 efter ejerskifte.
Hidtil har foreningen i alle de år, den har haft eget landbocenter på Center Allé i Rønnede, holdt generalforsamlingen der. Men i år bliver det altså anderledes.
Selve generalforsamlingen tager sin begyndelse klokken 19, hvor formand Jørgen Petersen, vil slå med dirigentklokken. For tilmeldte er der spisning klokken 18.00.



































