Specialiseret fødevareproduktion, energioptimering og naturbeskyttelse er på programmet, når 24 studerende i denne uge er på sommeruniversitet i Ringkøbing-Skjern Kommune. Kommunen er sammen med Innovest for tredje år i træk værter for Aarhus Universitet (AU) og japanske Hokkaido University (HU), som først på ugen rykkede ind med sommerforelæsninger og praktisk indblik til en gruppe japanske universitetsstuderende fra landbrugsfag. Baggrunden er den højtspecialiserede viden om fødevareproduktion, grønne energiløsninger, klimatilpasning og naturbeskyttelse, der findes i området.

- Fødevareproduktion er en væsentlig del af vores kulturhistorie og selvforståelse her i området. Vi har generationers nedarvet viden og en fornemmelse for driften koblet med et udsyn der gør, at vi hele tiden indarbejder den nyeste viden i produktionen, siger Lise Juhl Hansen, formand for Videnudvalget i kommunen. Hun bød mandag morgen de udenlandske studerende velkommen i Innovests Auditorium.

Ture i felten går blandt andet til lokale landbrug, Viftrup Biogas og Spjald Fjernvarme, til Aquatarium og til forskningscenteret i Foulum. Herudover er der indlagt en tur til Vesterhavet.