Der kan komme til at gå langt længere tid end forventet, før den spærrede Skovgårdsvej i Vejen kommune igen kan genåbnes.

For bedst som Vejen Kommune havde indledt endnu en ekspropriationsproces, er kommunen endnu en gang stødt ind i problemer.

Denne gang er det Miljø- og Fødevareklagenævnet der er på banen, efter at svineproducent Martin Lund Madsen har fået medhold i en klage til nævnet om, at Vejen Kommune skal foretage en screening af området.

I forbindelse med den nye ekspropriationsproces havde kommunen ellers skønnet, at en screening af området omkring Skovgårdsvej, ikke var nødvendig. Men nu venter der kommunen et større administrativt arbejde med at foretage en ny screening.

Svineproducenten er efter eget udsagn i chok over kommunens ageren i sagen.

- Endnu en gang kan vi påvise, at Vejen Kommune har lavet fejl. Det er utroligt, at kommunen bare tror, at den kan køre borgerne over på den måde, siger Martin Lund Madsen i en pressemeddelelse.

En screening af et område er en vurdering af, hvilke virkninger et anlægsprojekt i området vil få for miljøet.