Branchen håber på god jul, trods alt
Efter et henholdende eksportopkøb af juletræer meldes der om bedre salg her tættere på jul. Især ventes god efterspørgsel efter mindre træer til hyggejul i coronaens tegn.

Efter et henholdende opkøb på eksportmarkederne melder skovfoged Kenneth Klausen fra Danske Juletræer om et øget salg her sidst på sæsonen. Arkivfoto: Anders Kurt Simonsen
JULETRÆER På alle måder bliver det en anderledes jul i år. Der mærkes også i juletræsbranchen, der i sagens natur er meget afhængig af den forestående højtid.
Normalvis fældes på en sæson i omegnen af 12 millioner juletræer hos de danske juletræsproducenter. De 10,5 millioner bliver eksporteret, mens danskerne køber de resterende.
- I flere af vores traditionelle eksportmarkeder, hvor coronaen har hærget mere markant end herhjemme, har opkøberne været henholdende. Blandt andet blev der i Frankrig på et tidspunkt stillet spørgsmålstegn ved lovligheden af detailsalg af juletræer. Det er dog blevet lempet, men de fleste steder er alle julemarkeder blevet aflyst. Og i Østrig, som vi også sælger mange juletræer til, er der for tiden udgangsforbud, og generelt er omsætningen af juletræer anderledes besværligt i år, siger skovfoged Kenneth Klausen fra brancheorganisationen Danske Juletræer.
Mindre træer til hyggejul
Det har givet store udfordringer for de danske producenter, hvor ordrer har været sat på hold, men heldigvis ser det ud til, at der her tættere på jul er kommet mere gang i eksporten.
Netop coronaen har gjort, at folk bliver hjemme og skal fejre en hyggejul med den nærmeste familie. Og her hører juletræet til.
- Flere af vores medlemmer melder om et stigende salg her i december, både til eksport og derhjemme. Det er især de mindre træer til stuerne, som efterspørges, mens det er svært at afsætte de større dekorationsjuletræer, som ellers skulle pynte i virksomheder, forretninger og hoteller, siger juletræsskovfogeden, der som eksempel nævner et øget hjemmesalg hos en producent allerede den første søndag i advent:
- Normalt sælger han 60 juletræer, i år gik der 100 stykker. Derfor kan vi håbe på, at der alligevel bliver en god jul, også for juletræsproducenterne.