Biokul kræver skarp kontrol

Biokul kan blive et vigtigt redskab i den grønne omstilling, men det er ikke alt biokul, der er egnet til at blive spredt på landbrugsjord. Det er en af konklusionerne fra et forskningsprojekt ledet af DTU, som har undersøgt indholdet af miljøfarlige stoffer i råmaterialer og biokul fra danske pyrolyseanlæg.

Undersøgelserne viser, at pyrolyse i mange tilfælde reducerer indholdet af organiske miljøfarlige stoffer i biomassen. Det gælder blandt andet PFAS og en række andre industrikemikalier. Samtidig frigiver biokul generelt færre af disse stoffer til miljøet end de råmaterialer, som biokullet er fremstillet af.

- Vores resultater peger på, at pyrolyse kan være en effektiv teknologi til at reducere indholdet af en række organiske miljøfarlige stoffer, som findes i biomassen. Samtidig viser de, at biokullets kvalitet afhænger af både råmaterialet og produktionsforholdene. Derfor er der behov for kontrol og klare rammer, hvis biokul skal anvendes i større skala, siger seniorforsker Wolfgang Stelte fra DTU Kemiteknik i en pressemeddelelse.

Store forskelle på råvarerne

I Danmark produceres biokul blandt andet af halm, restfibre fra biogasproduktion og spildevandsslam. Biomassen opvarmes uden ilt i et pyrolyseanlæg og omdannes blandt andet til et fast, kulstofrigt restprodukt.

Ifølge DTU er der betydelige forskelle på biokullet afhængigt af råmaterialet. Halm giver generelt det reneste biokul med lave niveauer af både tungmetaller og organiske forureninger. Biogasrestfibre ligger på et mellemniveau, mens spildevandsslam er den mest udfordrende råvare og blandt andet kan give et højere indhold af tungmetaller.

Det er relevant, fordi blandt andet spildevandsslam allerede i dag kan blive udbragt på landbrugsjord. Slammet kan indeholde PFAS, medicinrester, andre organiske miljøfarlige stoffer og tungmetaller.

Forskerne fandt desuden generelt meget lave niveauer af PAH'er – også kendt som tjærestoffer – i biokul fra danske pyrolyseanlæg. Enkelte prøver fra industrielle anlæg havde dog forhøjede værdier.

Tungmetaller forsvinder ikke

Mens pyrolyse kan nedbryde en række organiske stoffer, gælder det ikke tungmetaller og metalloider som cadmium, nikkel, kobber og arsen. De kan tværtimod blive koncentreret i biokullet under processen.

Mange af metallerne er ifølge DTU stærkt bundet i biokullets struktur og bliver derfor kun frigivet i begrænset omfang. Forskerne understreger dog, at de langsigtede miljøeffekter endnu ikke er fuldt afklarede.

Samlet viser resultaterne, at biokul fra danske anlæg ofte kan have en lavere udledning af miljøfarlige stoffer end de oprindelige råmaterialer. Men variationen mellem både råvarer og produktionsforhold betyder, at biokul ikke uden videre kan betragtes som et ensartet produkt.

Understøtter behovet for standarder

Det øger ifølge Wolfgang Stelte behovet for kvalitetskontrol og regulering, hvis anvendelsen på landbrugsjord skal opskaleres. Det gælder også, hvis der fremover kommer importeret biokul med en mindre kendt risikoprofil på det danske marked.

- Der findes allerede certificeringsordninger, som for eksempel European Biochar Certificate, der stiller krav til dokumentation og analyser af biokul. Vores resultater understøtter behovet for klare standarder, løbende kontrol og fortsat forskning, siger han.

Undersøgelserne er en del af det fireårige projekt »Undersøgelse af miljømæssige problemstillinger ved produktion og anvendelse af biokul«, som gennemføres for Miljøstyrelsen.

Resultaterne skal blandt andet bidrage til myndighedernes faglige grundlag for en kommende regulering af biokul i Danmark. Projektet fortsætter med undersøgelser af blandt andet emissioner fra pyrolyseprocessen og mulige risici ved håndtering og opbevaring af store mængder biokul.