Forskere:: Vi er langt fra at kunne måle klimaudledning på bedriftsniveau
Indførelse af en CO2-afgift baseret på den enkelte bedrifts udledning ligger ikke lige rundt om hjørnet, lyder det fra flere forskere til Fagbladet Ingeniøren.
Når det kommer til debatten om klima og landbrug, så er der flere, der taler for, at også landbruget bliver omfattet af en CO2-afgift. Der er dog blandt eksperter, blandt andet i Klimarådet, enighed om, at skal landbruget indgå på lige fod med de øvrige erhverv i en afgiftsmodel, så er det nødvendigt at kende udledningerne ned på bedriftsniveau.
Og lige præcis at kunne det, er vi i dag et godt stykke fra. Det siger flere forskere, som Ingeniøren har talt med.
- Vi har ingen gode, retvisende opgørelser over udledningerne på bedriftsniveau i dag. Dem, vi har, er behæfet med sindssygt store usikkerheder i forhold til at lave en afgift. Problemet er jo, at landbrugssektoren ikke bare kan gøre som på energiområdet og udregne udledningen ved at brænde kul eller olie af. Vi har at gøre med biologiske processer, siger Jørgen E. Olesen, institutleder ved Aarhus Universitet.
Også lektor fra København Universitet, Sander Bruun, fortæller til Ingeniøren, at det aldrig bliver helt præcist. Han fortæller til mediet, at han mener, at et afgiftssystem må være dynamisk og starte med gennemsnitstal, som bliver forfinet, i takt med at ny viden og nye teknologier kommer til.
Ifølge forskerne vil der gå en del år, før et brugbart grundlag er klar til at beregne effekterne af nye teknologier.
Kendt viden
At der er behov for mere viden, inden man kan udregne udledningen fra bedriftsniveau, har været kendt længe. I februar 2020 – i forbindelse med, at der var sat cirka 8 millioner kroner af til udviklingen af et klimaværktøj – lød det fra daværende fødevareminister Mogens Jensen:
- Det vil vi gøre lidt lettere ved at udvikle et værktøj, der kan lave et klimaregnskab for den enkelte bedrift. Det kan forhåbentlig give landmænd lyst til og mod på at gøre bedriften mere klimavenlig.