Socialdemokratiets forslag til en CO2-afgift vil koste mange tusinde arbejdspladser, advarer L&F-formand.
Et udspil om at pålægge de biologiske processer i landbruget en CO2-afgift, som Socialdemokratiet kom med i lørdags, bliver særdeles køligt modtaget i landbruget og hos partier i blå blok på Christiansborg.
- Det vil koste mange tusinde arbejdspladser i landdistrikterne. Ikke kun i landbruget, men på slagterierne og mejerierne. Det Økonomiske Råd siger, at det her kan koste 20.000 arbejdspladser. Det tror jeg er lavt sat. Og det vil Socialdemokratiet gøre i en situation, hvor Danmark er på vej ind i en økonomisk krise, hvor mange i forvejen vil miste jobbet, lyder det undrende fra formanden for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard, der fortsætter:
- Det er ærgerligt, at Socialdemokratiet nu ønsker, at Danmark skal gå enegang i Europa. Vi ønsker, at man respekterer ekspertudvalget (som kommer med en rapport om fordele og ulemper ved en CO2-afgift i det nye år, red.), som netop skal finde ud af, om en afgift er den klogeste vej til at nå klimamålsætninger. Det er useriøst, at man nu træffer beslutninger i blinde, fordi der er valgkamp.
BL: Risiko for bondeoprør
Søren Søndergaard peger på en helt ny analyse fra organisationen, der viser, at priserne på dansk mælk og ost kan stige med 14 procent, oksekød 17 procent og frugt og grøntsager 14 procent med en CO2-afgift.
- Det er det sidste, danskerne har brug for lige nu, lyder det fra L&F-formanden.
Også Bæredygtigt Landbrug er stærkt kritisk over for en CO2-afgift på biologiske processer:
- Hvis der efter folketingsvalget viser sig et flertal for afgifter på biologiske processer, så kan jeg godt forstå, hvis der kommer et bondeoprør, har formanden for Bæredygtigt Landbrug, Peter Kiær, tidligere udtalt til Effektivt Landbrug.
Teknologi kan betyde meget
Fra politisk hold er der blandede toner alt efter, om man spørger røde eller blå partier.
- En CO2-afgift må ikke sende arbejdspladser og udledninger ud af landet, fastslår Venstres fødevareordfører, Erling Bonnesen.
- Mange millioner mennesker rundt på kloden går sultne i seng hver dag, tilføjer han. Derfor er der brug for, at der produceres flere fødevarer, så de sultne munde kan få noget at spise.
V-ordføreren anerkender, at der er klima- og miljøudfordringer, som skal håndteres.
- Derfor skal der fortsat udvikles og optimeres på produktionsmetoderne.
Støjberg afviser en CO2-afgift
Modsat Konservative og Venstre ønsker Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne ikke at lægge en CO2-afgift på dansk landbrug.
- Jeg har nogle klare reservationer over for en CO2-afgift på landbruget, siger hun til Avisen Danmark, og tilføjer, at det vil presse landbruget ud af Danmark.
- Vi kan ikke sammenligne landbrug med industri. Det her er biologiske processer, så vi kan ikke bare lige lave en el-ko, der giver mælk og laver oksekød til os alle sammen.
Ifølge S-udspillet skal provenuet fra CO2-afgiften tilbageføres til landbruget gennem en klimafond.
Desuden skal afgiften være høj nok til at sikre, at landbruget når 70-procentsmålet i 2030 og målet om 50 til 54 procent reduktion i 2025.
Socialdemokratiet vil afvente anbefalingerne fra ekspertgruppen, før partiet vil fortælle, hvor høj CO2-afgiften bør være.