Pasta, ris eller kartofler: Hvad er bedst for klimaet?

16 kilo kartofler har den samme klimabelastning som et kilo ris. Derfor er der god grund til at sætte kartoflen på bordet, hvis man vil gøre noget godt for klimaet, påpeger formand for Landboforeningen vestjysk.

- Der er jo utallige måder at tilberede kartoflen på, og det behøver ikke at tage længere tid end at tilberede ris eller pasta, som jo har betydeligt højere klimaaftryk, siger Joachim Bøgelund Thomsen.

Folketingsvalget blev i høj grad et klimavalg med en forudgående valgkamp om politikernes mulige tiltag til at reducere CO2-udledningen. Men det er ikke kun fra politisk side, der kan gøres tiltag til gavn for klimaet.

Faktisk er der et helt simpelt valg, forbrugerne selv kan tage i hverdagen for at nedbringe CO2-udledningen, og det valg handler om noget så jordnært som kartofler.

- Hvis du vil spise klimavenligt, skal du spise danske kartofler. Det er en af de allermest klimavenlige fødevarer, vi har, fastslår formand for Landboforeningen vestjysk, Søren Christensen.

Slår ris og pasta

Ifølge den grønne tænketank Concito kan du få 16 kilo kartofler for den samme CO2e-udledning som et kilo ris. Sammenligner vi i stedet med pasta, har seks kilo kartofler den samme CO2e-udledningen som 1 kilo pasta.

Det skyldes blandt andet, at kartoflerne kan produceres lokalt i Danmark, og at de har et højt udbytte per hektar sammenlignet med tilsvarende afgrøder.

- Kartoflen er et rigtig godt eksempel på en fødevare fra det danske landbrug, der er produceret effektivt og klimavenligt – og som de danske landmænd er gode til at producere. Desværre har vi i flere år set, at danskernes forbrug af spisekartofler er faldet, især blandt de unge, som jo ellers er en befolkningsgruppe, der generelt går meget op i klimaet, siger Søren Christensen og fortsætter:

- Der er ofte et stort fokus på, hvad politikerne, landbruget og producenter kan gøre for at reducere CO2-udledningen, men der synes jeg, det også er vigtigt at tænke på, hvad vi hver især kan gøre som enkeltpersoner. Og der kan vi blandt andet sørge for at lægge lokalproducerede, klimavenlige fødevarer på tallerkenen i stedet for eksempelvis importerede ris.

Utallige anvendelsesmuligheder

Joachim Bøgelund Thomsen, der er planterådgiver indenfor kartofler hos vestjysk, har også bemærket det faldende kartoffelforbrug.

- Især de unge studerende bruger sjældent lang tid på at lave mad, og forbinder måske også kartoflen med at være tidskrævende og gammeldags. Men der er jo utallige måder at tilberede kartoflen på, og det behøver ikke at tage længere tid end at tilberede ris eller pasta, som jo har betydeligt højere klimaaftryk, siger Joachim Bøgelund Thomsen og tilføjer:

- Eksempelvis er de små pæne kartofler, der ikke behøver at blive skrællet, meget populære. De kan nærmest bare hældes direkte ud af posen og bages i ovnen med lidt olie og salt – så det bliver jo ikke nemmere. Derudover er kartoflen jo også en billig fødevare, der mætter godt, og indeholder mange gode næringsstoffer. Så der er mange gode grunde til at vælge kartoflen. Det er bare rigtigt vigtigt, at vi vælger lokalproduceret, hvis vi vil tage gode klimavalg.

Læs også