Danmark overser reduceret jordbearbejdning i kampen for at reducere udledningen af klimagasser, mener formanden for Reduceret Jordbearbejdning i Danmark (FRDK), Henrik Terp.

EU's landbrugsministre peger ellers på det bæredygtige dyrkningssystem carbon farming, herunder pløjefri dyrkning og conservation agriculture, som et middel til at reducere landbrugets CO2-udledning. Så Henrik Terp begriber ikke, hvorfor Danmark ikke følger trop, når det gælder om at nå målene i klimaplanen for 2030.

- Vi kan gøre det med det samme og få en effekt her og nu, siger Henrik Terp.

Formanden peger på, at ifølge en vidensyntese om conservation agriculture fra Aarhus Universitet kan man lagre op til 2,4 ton klimagasser pr. hektar, herunder CO2 og lattergas, når landmændene undlader at bearbejde jorden.

- Dårlig løsning at lukke

Henrik Terp er rystet over den seneste udmelding fra Det Miljøøkonomiske Råd, som i stedet anbefaler, at man lukker 25 procent af dansk landbrug for at nå målet.

- Jeg har meget svært ved at se det vise i at lukke hver fjerde af verdens mest klimavenlige landbrug og sende produktion ud til mindre klimavenlige egne, når vi kan nå en stor del af klimamålet ved at reducere jordbearbejdningen. Det er en dårlig løsning at lukke dem, der skal være med til at løse klimakrisen, siger formanden.

Ifølge Danmarks Statisk drives omkring 20 procent af landbrugsjorden i Danmark allerede pløjefrit.