Coop lancerer personlig klimaberegner

Fra 15. juni kan man som kunde i Coops butikker - Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, fakta og Irma - følge med i det klimaaftryk, som éns varer generer.
Fra 15. juni kan man som kunde i Coops butikker - Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, fakta og Irma - følge med i det klimaaftryk, som éns varer generer. Hvis man vælger at trykke på en ny grøn knap i Coops app, får man nemlig nu en oversigt over klimaaftrykket fra éns indkøb.
20 procent af danskernes klimaaftryk kommer fra den mad, vi spiser. Derfor er det oplagt for Coop som forbrugerejet virksomhed at hjælpe danskerne med at få indsigt i deres klimaaftryk.
- Vi står overfor store klimaudfordringer, og der er brug for helt konkrete værktøjer, der kan hjælpe os alle sammen med at blive endnu mere bevidste om vores klimaaftryk. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu giver kunderne mulighed for at se klimabelastningen af deres konkrete indkøb, siger Peter Høgsted.
Med den nye klimaberegner kan man:
Se éns aftryk fra indkøb i Coops butikker
Se hvilke varer, der giver det største aftryk
Se den totale klimabelastning fra årets fødevareindkøb
Sammenligne sig med gennemsnittet af Coop-kunder
Få inspiration og forslag til nye, mere klimavenlige vaner
CSR-chef Thomas Roland har stået i spidsen for udviklingen af klimaberegneren og den metode, der er brugt:
- Der har været meget debat om klimamærkning og med god grund, for der er mange måder at beregne klimaaftryk på. I vores nye værktøj indregner vi aftrykket for produktion, forarbejdning og transport af varerne frem til butikken samt madspild undervejs fra produktion til butik, fortæller Thomas Roland og fortsætter:
- Ofte fokuserer vi som forbrugere meget på, om vi skal vælge den ene grøntsag frem for den anden. Men det er ikke det vigtigste. Det væsentlige er, hvilke typer varer, vi køber mest af, og hvilket klimaaftryk det har.
Coop stiller metoden bag klimaberegningen gratis til rådighed for de dagligvarebutikker, der vil gå samme vej, fortæller Thomas Roland.
- Klimaudfordringen er så stor, at vi er nødt til at arbejde samme på tværs af gamle skel. Jeg håber, at de øvrige dagligvarekæder vil være med på denne rejse, siger Thomas Roland.