En festival dedikeret til kål!

Kålens mangfoldighed hyldes under madfestivalen Copenhagen Cooking 2024, der varer frem til søndag.

Med flere end 100 madoplevelser spredt ud over København kan festivalens tusindvis af gæster se frem til at få tips og tricks til, hvordan man kan bruge mejeriprodukter til at få det grønne køkken op på næste niveau.

Copenhagen Cooking, der er en af Nordens største madfestivaler, fylder i disse dage i København med madglæde.

I år er kålens mange former, farver og smage i centrum, fordi festivalen har udnævnt kålen til »årets hovednavn«, oplyser arrangørerne.

Festivalprogrammet er proppet med madoplevelser, sceneoptrædener og innovative menuer. Fælles for dem alle er, at det handler om kål – og alle er inviteret.

Der er fokus på smag, næring og lokale råvarer, lige fra den ydmyge grønkål til eksotiske sorter som pak choi og blomsterkål, som tilbydes festivalens gæster i et væld af retter og kulinariske eksperimenter.

Madoplevelser

Festivalen byder på nogle af Danmarks mest anerkendte kokke, madeksperter og passionerede madsjæle, der deler deres viden og begejstring for kål.

Sultne og nysgerrige festivalgæster kan se frem til inspirationsfyldte oplæg med smagsprøver, skuekøkkener, smagninger og spændende workshops, der udforsker alt fra fermentering til moderne fortolkninger af klassiske kålopskrifter.

Årets festivalprogram omfatter også en række særligt designede menuer på byens restauranter og spisesteder. Menuerne er skabt med udgangspunkt i kålens alsidighed og præsenterer både kendte og ukendte kålsorter i nye, kreative sammensætninger.

Festivalen belyser kålens ernæringsmæssige fordele og håber at inspirere flere til at inkorporere den i deres daglige kost

Arrangørerne af Copenhagen Cooking

En bæredygtig fremtid

Copenhagen Cooking har sat kål på menuen med ønsket om at fremhæve den robuste grøntsags lave klimaaftryk og dens potentiale som vigtig komponent i fremtidens køkken.

- Festivalen belyser kålens ernæringsmæssige fordele og håber at inspirere flere til at inkorporere den i deres daglige kost, lyder det fra arrangørerne.

Med flere end 100 madoplevelser spredt ud over København frem til søndag den 25. august kan festivalens tusindvis af gæster blandt andet se frem til at få tips og tricks til, hvordan man kan bruge mejeriprodukter til at få det grønne køkken op på næste niveau.

På Kål- og Ko-scenen i Kødbyen kan man således opleve Umut Sakarya give tips og tricks til, hvordan man laver lahana sarmasi med hvidløgsyoghurt, smage Louisa Lorangs pizza med kål og creme fraiche og se Claus Meyer trylle med kålchips, relish og lynstegt kål toppet med ost.

Arrangementet er gratis.

Gastronomisk gåtur

Desuden kan man tage på gastronomisk gåtur i seks udvalgte restauranter i Indre By, hvor kokkene har udviklet en helt særlig ret med sæsonens bedste råvarer og mejeriprodukter. Retten fås helt eksklusivt under Copenhagen Cooking.

Restauranterne er Seks Eatery & Bakery, Norrlyst, The Pescatarian, Restaurant Maven, Omegn & Venner og Selma. Du kan besøge ét eller flere stop på ruten.

Lørdag den 24. august danner Festivalpladsen ramme om en hyldest af den danske kulturarv, når seks restauranter fortolker det klassiske smørrebrød. Og for første gang har de fået et benspænd – kål skal nemlig indgå i anretningen.

Søndag 25. august kan nysgerrige madsjæle komme på kulinarisk eventyr, der viser ingrediensrige og forskelligartede smage, når Sanaz Food Journey byder på den helt store kål-Thali – et festmåltid med kål som gennemgående tema i alle serveringer.

Årlig begivenhed

Spisestedet Fromberg byder på kål i alle dens former og farver. Fra 16. – 25. august serverer Fromberg syv favoritretter med kål og inspiration fra Sydkorea, Peru, Georgien, Texas, Marokko, Tyskland og Vietnam.

Copenhagen Cooking er en årligt tilbagevendende madfestival i København.

Læs også