Med en samlet bevilling på 40 millioner kroner i 2025 og 2026 lanceres nu 15 kulturpasforløb fordelt over hele landet.

Målet er klart: At give unge uden for arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet et skub i retning af fællesskab, selvværd og fremtidige muligheder gennem længerevarende engagement i kultur- og foreningslivet, lyder det i en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.

De nye forløb retter sig mod cirka 43.000 unge, der hverken har en ungdomsuddannelse, er i over 18 timers beskæftigelse eller er under uddannelse – samt mod de omtrent 8.000 unge på forberedende grunduddannelse (FGU).

Kulturpasordningen blev lanceret i november som et politisk initiativ aftalt mellem regeringen, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet. Den består af to spor: Et nationalt partnerskab med digitale betalingskort til kulturelle og sociale aktiviteter – og de 15 længerevarende forløb, som nu får økonomisk støtte.

Kulturpasforløbene kan være dét, der giver den unge mand selvværdet til at rejse sig fra teenageværelset og søge ind på den uddannelse, som han længe har drømt om, men som han ikke har haft modet til – før nu

Jakob Engel-Schmidt (V), kulturminister

Skal give selvværd

– Forsøg med kulturpas er en svær mission, for det handler om at få unge, der står et udfordrende sted i livet, inkluderet i de fællesskaber, mange af os andre tager for givet. Derfor skal vi tage nye håndtag i brug. Et af de håndtag er de længerevarende kulturpasforløb, som vi nu giver penge til, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

Ifølge Slots- og Kulturstyrelsen, som har administreret puljen, skal de støttede projekter tage udgangspunkt i eksisterende initiativer med dokumenteret effekt. Fokus er på trivsel, karakterdannelse og beskæftigelse, og forløbene skal både videreudvikle og udbrede indsatser, der virker.

Ministerens håb er, at kulturpasforløbene kan skabe reel forandring:

– Kulturpasforløbene kan være dét, der giver den unge mand selvværdet til at rejse sig fra teenageværelset og søge ind på den uddannelse, som han længe har drømt om, men som han ikke har haft modet til – før nu, siger han.

Hele Danmark

Blandt de største bevillinger er Fynsk Kulturrum fra Odense Kommune og seks samarbejdskommuner, som modtager 7.060.230 kroner til at udvikle og teste bæredygtige kultur- og jobforløb for unge. I den anden ende af skalaen modtager Foreningen Vision 2030 i Haderslev 1.352.580 kroner til projektet Musik, Kunst, Gadekultur og Idræt.

De støttede projekter har fælles fokus på socialt udsatte unge, ofte i samarbejde med FGU-institutioner, kulturaktører og kommunale forvaltninger. Eksempelvis får projektet Sportcaution fra Danmarks Idrætsforbund 3.150.000 kroner til at koble unge med idrætslivet.

I København arbejder foreningen Be Free med unge i Mjølnerparken, hvor kunst og iværksætteri kombineres for at give deltagere redskaber og tro på egne evner. Her er bevillingen 2.280.000 kroner.
Også mindre byer som Thisted og Frederikshavn er med i puljen. Projektet To Be Announced i Frederikshavn får 1.532.500 kroner til at skabe et ungemiljø i samarbejde med lokale aktører og FGU Vendsyssel.

Flere projekter lægger vægt på co-creation og samskabelse. NGO’en Turning Tables Danmark fokuserer på kunstproduktion og jobtræning for unge i sårbare positioner i blandt andet Brøndby Strand og Roskilde. Bevillingen her lyder på 2.844.800 kroner.

Midlerne dækker hele Danmark – fra Lolland-Falster til Aalborg, og fra Ringkøbing-Skjern til Grenå.