Foråret og de lyse dage bringer traditionen tro gang i lystfiskersæsonen. Men den seneste opgørelse viser, at færre danskere og turister har investeret i et lystfiskertegn i 2024. Der blev i alt solgt 186.406 lystfiskertegn, hvilket er et fald fra 196.158 i 2023, lyder det i en pressemeddelelse fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri..

Det er især salget af årstegn, der er gået tilbage, mens dags- og ugetegn er på samme niveau som året før. Faldet har økonomiske konsekvenser, da salget af fisketegn genererede knap 28 millioner kroner i 2024 – penge, der går direkte til udsætning af fisk, restaurering af vandløb og forskning i fiskebestande.

- Rigtig mange danskere finder stor glæde ved lystfiskeriet. Det skaber bånd på tværs af generationer, hvor bedsteforældre for eksempel tager deres børnebørn med på tur og giver glæden ved lystfiskeri videre, siger minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V).

Han fremhæver desuden lystfiskeri som en attraktiv naturoplevelse for turister og henviser til en flerårig bevilling.

Kom ud og fisk!

- Derfor har vi blandt andet afsat 5,1 millioner kroner årligt på finansloven i 2025-2028 til arbejdet med lystfiskerstrategien, så vi kan understøtte og værne om det unikke danske lystfiskeri.

Faldet i salg får Jacob Jensen til at sende en opfordring:

- Med de faldende salg af fisketegn i 2024 er min opfordring derfor helt klar; få fat i jeres fisketegn og kom ud og nyd den danske natur.

Tallene viser desuden, at udenlandske fiskere i Danmark primært kommer fra Tyskland, som står for 86,4 procent af udenlandske køb af fisketegn, efterfulgt af Nederlandene, Polen og Sverige. Inden for Danmarks grænser er Midtjylland, Hovedstaden og Syddanmark de områder med størst salg af årstegn.