Kører børn tættere på naturen
En ny indsats bringer børn i Esbjerg tættere på naturen, når flere naturvejledere rykker ud til daginstitutionerne og viser, hvor meget der er at opdage i det grønne lige uden for døren.

Børnegården Gredstedbro er en af de daginstitutioner, der for tiden får besøg af naturvejledere , og kommer tættere på naturen. Fotos: Esbjerg Kommune.
I en stor bunke blade leger en flok vuggestuebørn fra Børnegården Gredstedbro, at pindsvinebamsen er på vej i vinterhi. De hjælper med at gemme den trygt og godt i bladene.
- Godnat, siger Karl på to år og klapper bunken.
Små øjeblikke som netop det finder for tiden sted rundt i Esbjerg Kommunes daginstitutioner, hvor børn og voksne i en ny indsats udforsker naturen i deres eget nærmiljø.
Lige nu deltager 10 daginstitutioner i indsatsen, som alle kommunens 50 daginstitutioner i løbet af de næste par år bliver en del af. Undervejs opstår små og store spørgsmål som: Hvad spiser fuglene egentlig? Hvordan forvandler et lille æg sig til en smuk sommerfugl? Hvad sker der i komposten? Og hvilke tegn i naturen viser, at årstiderne skifter?

Støtte fra Nordea-fonden har gjort det muligt at købe en bil til transport af grej.
Den nære natur
Normalt besøger kommunens børn og unge MYRTHUE på et af de otte formidlingssteder, men i den nye indsats kommer MYRTHUEs naturvejledere i stedet ud til daginstitutionerne.
Målet er nemlig at inspirere børn og voksne til at bruge den nære natur og få øje på alle mulighederne på f.eks. legepladsen, i parken, i skoven eller ved vandet i deres eget lokalområde.
Forløbet fungerer som sidemandsoplæring, hvor naturvejlederen sammen med pædagogisk personale fra daginstitutionen og en gruppe børn dykker ned i naturen på en legende og lærerig måde, der inspirerer til at afprøve nye ideer og aktiviteter i hverdagen.
Økonomisk støtte fra fond
Det hele kan lade sig gøre, fordi Dagtilbud har prioriteret naturen som indsatsområde, og Nordea-fonden har doneret støtte til indkøb af en el-varebil, som naturvejlederne kan transportere grej i, når de kører ud til daginstitutionerne.
- Det giver så god mening, at naturvejlederne kører ud til børnene i deres egen hverdag og nærområde, for de behøver ikke tage langt væk for at udforske naturen, siger Diana Mose Olsen, formand for Børn & Skoleudvalget i Esbjerg Kommune og fortsætter:
- Der er masser at opdage lige der, hvor de er, og når børnene selv får lov til at undersøge naturen, er det samtidig et vigtigt skridt til at passe godt på den, siger hun.

Der er mange måder at nærstudere naturen på.
Større forståelse for naturen
Projektet bygger på erfaringerne fra et pilotprojekt i Bramming-området, men er nu udvidet til at dække hele kommunen.
Forløbene strækker sig over nogle måneder og undervejs får personalet inspiration, faglig sparring og idéer til at bruge naturen til leg og læring.
- Vi arbejder i forvejen med naturen i hverdagen, men det har været inspirerende at få andre perspektiver og nye lege introduceret af naturvejlederne. For eksempel har vi lånt terrarier til at passe snegle og regnorme. Det har givet børnene en meget større forståelse for, hvordan de lever, og at vi skal huske på at passe godt på dyrene, fortæller Katrine Brandt, pædagog i Børnegården Gredstedbro.








































