Her er de 10 mest bemærkelsesværdige arkæologiske fund i 2025
Årets Top 10 over arkæologiske fund omfatter blandt andet Danmarks største langhøj fra bondestenalderen, utrolige vidnesbyrd om bronzealderens forestillingsverden, magtfulde stormandsresidenser og imponerende møntfund fra jernalder og vikingetid samt vraget af verdens største middelalderlige kogge.

Blandt årets fund er den forhistoriske tømmercirkel Stenildgårdcirklen, der blev fundet forud for udstykning af et boligområde i Aars. Dette er en rekonstruktionstegning af, hvordan Stenildgårdcirklen kan have set ud i bronzealderen. Illustration: Sune Elskær.
Arkæologerne på landets museer har igen i 2025 udgravet og sikret vigtig viden om de fantastiske fortidsminder, der gemte sig under den danske muld, lyder det i en pressemeddelelse fra Slots- og Kulturstyrelsen.
De arkæologiske fund er afgørende for forståelsen af og forskningen i vores fælles historie og kulturarv, og de mange vigtige opdagelser har betydet et stort antal indberetninger fra museerne.
På den baggrund kan Slots- og Kulturstyrelsen præsentere årets Top 10 over museernes mest markante arkæologiske fund og opdagelser.
- Årets liste rummer fantastiske fund fra store dele af Danmark, og de er hver især imponerende bidrag til vores forståelse af centrale elementer i fortiden. De giver os ny viden om forskellige former for håndværk, jernets introduktion og skibsbyggeri, kampen mod naturen, komplekse gravskikke, stormandsresidenser, internationale kontakter, byudvikling samt ritualer og religion, siger vicedirektør i Slots- og Kulturstyrelsen, Sidsel Nordengaard.
Jern markant tidligere i Danmark
Det ældste fund på årets liste er gjort ved Horsens Fjord og er ovenikøbet Danmarks største langhøj, anlagt for omtrent 6.000 år siden.
Ved Boeslunde på det sydvestlige Sjælland fandt man tre imponerende, gulddekorerede jernlanser fra bronzealderen, som udgør det ældste sikre jernfund i Danmark, og dermed flytter tidspunktet for jernets introduktion markant tidligere end hidtil antaget.
Fra det nordjyske område er der ved Aars udgravet et monumentalt, cirkelformet kultanlæg, der giver indblik i bronzealderfolkets tilbedelse af solen.
På årets liste optræder også fundet af en yderst velbevaret landsby fra jernalderens begyndelse i Sønder Bork Marsk, der vidner om de lokales langvarige kamp mod oversvømmelser.
Årets liste rummer fantastiske fund fra store dele af Danmark, og de er hver især imponerende bidrag til vores forståelse af centrale elementer i fortiden.
Sidsel Nordengaard, vicedirektør i Slots- og Kulturstyrelsen
2.000 engelse sølvmønter
Både ved Hedegård sydøst for Herning og ved Vaarst i det østlige Himmerland er der gjort markante fund, der bl.a. belyser jernalderens magtfulde stormandsresidenser, internationale forbindelser til bl.a. Romerriget samt kult og ritualer.
Brugen af metaldetektor resulterede ved Førslev på Sydsjælland i fundet af en utrolig vikingeskat med omkring 2.000 engelske sølvmønter, og nord for Aarhus ved Lisbjerg var fundet af en række righoldige grave med til at klarlægge forbindelser til en tidligere påvist stormandsgård samt til vikingetidens Aros (Aarhus).
I Haderslev har arkæologiske undersøgelser påvist karakteren og den præcise placering af byens middelalderlige kanal samt broen til det tidligere renæssanceslot Hansborg.
Det sidste fund på årets liste er sket under havets overflade, hvor marinarkæologiske undersøgelser har blotlagt skibsvraget af verdens største middelalderlige kogge.






































