Dansk foto blandt verdens bedste naturbilleder
I den internationale konkurrence Wildlife Photographer of the Year er 24 billeder udvalgt af en international jury. Blandt de nominerede er et foto af en malajbjørn taget af den danske naturfotograf Mogens Trolle i en nationalpark i Thailand.

Den danske naturfotograf Mogens Trolle skildrer i sit billede Into the Furnace en malajbjørn, der har fundet ly i en ovn, som de lokale normalt bruger til at brænde skrald i, på en campingplads i Kaeng Krachan Nationalpark i Thailand. Foto: © Mogens Trolle, Wildlife Photographer of the Year
Publikum over hele verden kan nu stemme på årets bedste naturfoto i konkurrencen Wildlife Photographer of the Year, hvor Nuveen People’s Choice Award uddeles.
I alt 24 billeder er udvalgt af konkurrencens internationale jury, og blandt de nominerede er et foto taget af den danske naturfotograf Mogens Trolle.
De nominerede billeder viser både dramatiske øjeblikke fra dyrelivet, poetiske naturscener og fortællinger om forholdet mellem mennesker og dyr.
Motiverne spænder fra undervandsliv i Indonesien til rovdyr og store pattedyr i Europa og Nordamerika.

En isbjørnemor og hendes tre unger der holder en stille pause i sommervarmen på deres vandring nordpå langs Hudson-bugtens kyst i Canada. Foto: © Christopher Paetkau, Wildlife Photographer of the Year
Into the furnace
Mogens Trolle er nomineret med billedet »Into the Furnace«, der viser en malajbjørn i Kaeng Krachan Nationalpark i Thailand.
Bjørnen har søgt ly i en ovn, som lokale bruger til at brænde affald i på en campingplads. Malajbjørnen er verdens mindste bjørn, sky og truet, og ses normalt sjældent. I området er nogle bjørne dog begyndt at opsøge campingpladser i jagten på madrester.

En svømmekrabbe napper et lift på en gople i det natmørke hav i Lembeh-strædet i Indonesien. Foto: © Chris Gug, Wildlife Photographer of the Year
Under optagelsen landede en sommerfugl kortvarigt på bjørnens næse, hvilket skabte et særligt øjeblik i billedet. Fotografiet er udvalgt blandt titusindvis af indsendte billeder fra hele verden.
- Jeg havde i mange år drømt om at se malajbjørnen i naturen. Nu sad jeg der med blandede følelser. Det var fantastisk at være tæt på den, men det var ærligt talt ikke særligt charmerende at se den ligge midt i en bunke skrald, fortæller Mogens Trolle.

En iberisk los kaster legende en gnaver op i luften, før den slår den ihjel og æder den i Torre de Juan Abad i Spanien. Foto: © Josef Stefan, Wildlife Photographer of the Year
Vandt i 2020
Mogens Trolle er zoolog, prisvindende naturfotograf og seniorformidlingsmedarbejder på Statens Naturhistoriske Museum. Han har fotograferet dyr på alle syv kontinenter og vandt i 2020 prisen for årets dyreportræt i Wildlife Photographer of the Year.
Afstemningen er åben fra 4. februar til 8. april 2026. Vinderen offentliggøres den 15. april. De nominerede billeder kan samtidig opleves på udstillingen Wildlife Photographer of the Year på Statens Naturhistoriske Museum.



































