Nu afsættes de første penge til statuer af oversete kvinder i byrummet
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt vil afsætte et millionbeløb under Statens Kunstfond til medfinansiering af nye statuer.

Der er også fundet plads til nulevende kvinder som politikerne Helle Thorning-Schmidt og Pia Kjærsgaard (billedet). Foto: Dansk Folkeparti
I Danmark har vi kun 43 statuer af kvinder med historisk betydning, mens der tilsvarende er 484 statuer af mænd. Men nu kan de første skridt blive taget til at ændre den statistik, skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.
For nu melder regeringen ud, at den ønsker at afsætte de første penge i en pulje under Statens Kunstfond, som kan søges til lokale projekter og virkelyst.
Samtidig har Aalborg Universitet netop offentliggjort deres liste og database med fremtrædende kvinder i danmarkshistorien.
Listen indeholder 100 kvinder med historisk betydning, mens databasen indeholder cirka 3000 kvinder. Her kan alle danskere kan søge for at få et overblik over kvinder med tilknytning til deres lokalområde eller fag.

Margrethe 2. nævnes naturligvis i rapporten som et oplagt bud på en statue. Foto: Varde Kommune via Wikimedia Commons
Flere kvinder end fabeldyr og heste
- Nu har vi fået udvalgets uafhængige bud på betydningsfulde kvinder i danmarkshistorien, og jeg vil opfordre kommuner, erhvervsliv, fonde og andre gode kræfter til at søge inspiration i listen og databasen, hvis man lokalt ønsker at opføre statuer. Jeg synes næste generation fortjener at vokse op i et land, hvor der ikke er flere fabeldyr og heste, end betydningsfulde kvinder når man vandrer rundt i bybilledet, siger Kulturminister Jakob Engel-Schmidt og fortsætter:
- Men kunsten skal naturligvis udspringe af de lokale initiativer, og i den forbindelse tror jeg, de cirka 3.000 navne i databasen vil være et glimrende redskab for samtale og lokal stolthed. Jeg håber, mange her vil slippe fantasien og kreativiteten løs, men samtidig overlader vi det naturligvis til Statens Kunstfond at afgøre, hvilke projekter der i første omgang skal have støtte. Jeg håber, pengene vil give anledning til fantastisk kunst, lokal stolthed og ikke mindst oprejsning til de fantastiske kvinder, som har formet vores lands rige historie, siger han.
På listen og i databasen udarbejdet af ekspertudvalget under Aalborg Universitet kan man også se de borgerbidrag, danskerne er kommet med, samt bidraget fra Dansk Erhverv, som har haft fokus på kvinder fra erhvervslivet.
I databasen kan man søge kvinder frem, som har udmærket sig på særlige fagområder eller i et særligt geografisk område.

Den folkekære skuespiller Asta Nielsen kunne ifølge rapporten godt fortjene en statue. Foto: Bain News Service via Wikimedia Commons
Kan søges bredt
Ekspertudvalgets liste og database kommer få uger efter, at Maps (Museum of Modern Art in Public Spaces) offentliggjorde den første kortlægning af Danmarks statuelandskab.
Kulturministeriet vil hurtigst muligt oversende et aktstykke til Folketingets Finansudvalg med en indstilling om at afsætte 10 millioner kroner til formålet fra de kulturelle udlodningsmidler. Indstillingen skal godkendes af Finansudvalget.
Der vil være flere krav, der skal opfyldes for at ansøge. Puljen skal eksempelvis anvendes til at opføre statuer af konkrete historiske eller nulevende navngivne kvinder.
Puljen kan søges bredt, men der er krav om medfinansiering på 50 procent.
Der kan også søges midler til opførelse af statuer af kvinder, der ikke er på Aalborg Universitets liste eller database.

Bodil Nyboe Andersen, tidligere direktør for Nationalbanken. Foto: IMF via Wikimedia Commons.
Thyra, Pia og Helle
Listen rummer blandt andre Thyra Danebod, Matilde Bajer og Bodil Nyboe Andersen.
Også nulevende kvinder som Helle Thorning-Schmidt, Pia Kjærsgaard, Anja Andersen og Anne Linnet indgår.
Ifølge rapporten fra Aalborg Universitet er kvinderne udvalgt med henblik på at kunne hædres flere steder i landet uafhængigt af føde- eller virkested.















































