Røde Kors oplyser i en pressemeddelelse, at organisationens vågetjeneste i 2025 nåede det højeste antal vågninger i sin 20-årige historie. Også hos Ældre Sagen blev der registreret markant fremgang.

Røde Kors gennemførte 2.176 vågninger i 2025 mod 1.833 året før. Det svarer til en stigning på 19 procent. Hos Ældre Sagen fik 1.172 døende støtte fra en våger, hvilket er 25 procent flere end i 2024.

Vågetjenesten træder til, når en døende ikke har pårørende hos sig, eller når de pårørende har behov for aflastning. I Danmark dør mere end 50.000 mennesker om året.

Ifølge organisationerne hænger stigningen blandt andet sammen med et mere systematisk samarbejde med kommuner og regioner, så flere plejehjem, sygehuse, hjemmeplejer og bosteder kender til tilbuddet.

- Alle mennesker kan have behov for nærvær og omsorg i de sidste timer af livet. Og det er lige præcis det, som vågetjenestens frivillige giver. De sidder ved sengekanten, beroliger og skaber tryghed ved at være til stede og give den støtte, der er behov for. Derfor er det virkelig glædeligt, at vi i Røde Kors i tæt samarbejde med Ældre Sagen er lykkedes med at udbrede vågetjenesten til flere plejehjem, hjemmeplejen, sygehuse og bosteder på tværs af landets kommuner. Det er en indsats, vi fortsætter med i de kommende år, og målet er, at ingen skal dø uønsket alene, siger Marie-Louise Gotholdt, chef for Røde Kors’ nationale indsatser.

Midler udløber i 2027

Røde Kors og Ældre Sagen er i 2025 til stede i 91 af landets 98 kommuner. Der er 78 vågetjenester i Røde Kors, 46 i Ældre Sagen samt syv fælles ordninger. Organisationerne oplyser, at der kan forekomme dobbelttælling i opgørelserne.

Den styrkede indsats er blandt andet finansieret af 14,2 millioner kroner fra en statslig reserveaftale for perioden 2024 til 2027. Midlerne udløber ved udgangen af 2027, medmindre de forlænges.

- Vi ser en stigende efterspørgsel på vågere, som kan give døende den værdige og trygge afsked, alle mennesker fortjener. Derfor er jeg dybt taknemmelig for de mange frivillige, der med nærvær og omsorg sørger for, at færre dør alene. siger Lars Linderholm, underdirektør i Ældre Sagen.