Gamle entreprenørmaskiner i arbejde bliver et af hovedtemaerne, når Motor og Traktorklubben »Jylland« holder sin årlige udstilling i Kongensbro i weekenden den 6. og 7. juni.

Udstillere fra hele landet viser, hvordan jordflytning foregik i gamle dage, og samtidig markeres 80-året for Ferguson-traktorens indtog på markedet. Der vil også være stationære motorer, som tidligere blev brugt på gårdene, før elektriciteten blev almindelig.

Begge dage præsenteres de mange udstillede traktorer, og publikum kan besøge mærkestandene, hvor udstillerne gerne fortæller om maskinerne. Søndag er der traktortræk med veterantraktorer – og arrangørerne lover rigeligt med dieselrøg.

Der er også tænkt på familien med hoppeborg, mad, drikke og mulighed for at købe is. Fra parkeringspladsen kører et veterantog til udstillingsområdet. Udstillingen finder sted på Bøgedal 23 ved Silkeborg, hvor der begge dage er åbent mellem 10-16. Entréen er 100 kroner, mens børn under 12 år har gratis adgang.