Hver femte dansker havde ifølge Gallup et nytårsfortsæt i 2021 om mere bæredygtighed i hverdagen, og flere angiver, at de gerne vil spise mindre kød. Men det ser ikke ud til, at de gode viljer slår igennem, når man ser på danskernes indkøbsvaner, viser en ny analyse fra DTU Fødevareinstituttet.
Talrige undersøgelser peger på, at danskerne gerne vil spise mindre kød. Næsten hver anden af de adspurgte i en undersøgelse fra maj 2022, blandt godt tusind 18-75-årige, svarer, at de spiser sundere i dag sammenlignet med for tre år siden, og størstedelen forbinder det at spise sundt med at spise varieret og grønt. Derudover havde hver femte dansker ifølge Gallup et nytårsfortsæt i 2021 om mere bæredygtighed i hverdagen.