Henriks små, grå Fergusons trækker igen i arbejdstøjet - måske for sidste gang
Ligesom de foregående 20 år vil besøgende ved dette års Ferguson Dage kunne opleve de små, grå traktorer arbejde i marken og bruge kræfter på en hel masse andre ting. Men i år - måske - for sidste gang.

Sidste år var der omkring 1.000 besøgende om dagen ved Ferguson Dagene på Danmarks Ferguson Museum. Så kendt, som museet er blevet den seneste måneds tid, er indehaver Henrik Nielsen spændt på, om dette års Ferguson Museum sprænger alle tidligere rekorder. Foto: Privat
Om en uge - i weekenden den 27.-28. maj - trækker Henrik Nielsens små, grå Ferguson-traktorer i arbejdstøjet. Formentlig for sidste gang.
Henrik Nielsen er nemlig ejer at Danmarks Ferguson Museum i Stourup ved Juelsminde. Endnu i hvert fald. Han ønsker nemlig at sælge både museet og sin imponerende samling af Ferguson-traktorer, som, med omkring 200 styk af slagsen, er verdens største samling.
Guldgrube til salg
Hvis ikke Henrik Nielsen og hans Ferguson-museum i forvejen var kendt for sin imponerende samling af de små, grå, slidere, så er de blevet det på det seneste, hvor historien om, at Henrik vil sælge, nærmest er gået viralt.
Henrik Nielsen håber at kunne sælge det hele samlet, men hvis det ikke kan lade sig gøre, kan Henrik blive nødt til at sælge sin fine samling bid for bid. Henrik Nielsen, som, trods sin Parkinson-sygdom, ellers er en usædvanlig energirig iværksætter, er nemlig ved at løbe tør for energi.
Men årets Ferguson-dage skal holdes som normalt, og der er fuld gang i forberedelserne på gården i Stourup ved Juelsminde.

Henrik Nielsen gør klar til Ferguson Dage. Her har han netop sat bælter på en af sine Ferguson-traktorer, som har fået påmonteret en amerikansk produceret Scout rendegraver fra 1950. Den kan man se i arbejde på dette års Ferguson Dage. Rendegraveren har Henrik Nielsen hentet hjem fra Norge. Privatfoto
Vil rekorden sprænges?
I 2005 afholdt Henrik Nielsen og hans første 19 små, grå Fergusoner for første gang Ferguson Dage på sit museum, Danmarks Ferguson Museum, i Stourup ved Juelsminde. Han åbnede dog sin gård som museum allerede i 2002, og derfor fejrede museet sit 20-års jubilæum ved Ferguson Dagene sidste år.
Og siden åbningen i 2002 er antallet af Ferguson-traktorer i samlingen steget støt til de nuværende omkring 200, som kan ses næste weekend - og altså - måske - for sidste gang.
Både ved Fergusonmuseets seneste julemarked og ved Ferguson Dagene sidste år var der hver gang omkring 1.000 besøgende om dagen.
- Efter den megen omtale vi har fået på det seneste, er vi spændte på, om antallet af deltagere i år vil sprænge alle hidtidige rekorder, lyder det spekulativt fra Henrik Nielsen.
Forberedelser
Ligesom tidligere år vil besøgende ved dette års Ferguson Dage kunne opleve de små, grå traktorer arbejde i marken og bruge kræfter på en hel masse andre ting. Blandt andet vil én af Henriks Fergusoner drive den store bloksav fra 1900.

Der plejer at være liv og glade dage og masser af besøgende, når Danmarks Ferguson Museum afholder sine årlige Ferguson Dagen. I museets 500 kvadratmeter store bindingsværkslade vil der være musik og cafe i anledning af Ferguson Dagene den 28. og 29. maj. Arkivfoto
Det er dog ikke kun de små grå, der vil komme på arbejde, idet man også vil kunne opleve, at der bliver fyret op i den store damptromle fra 1931.
I den store bindingsværkslade på 500 kvadratmeter fra 1864 vil der som sædvanligt være musikcafe, hvor der kan købes forskellige lækkerier til ganen.
Det kræver alt sammen tid, forberedelse og oprydning at gøre klar til Ferguson Dage, hvor Henrik Nielsen priser sig lykkelig over alle de mange frivillige, der år efter år kommer og hjælper med at gøre klar til den hektiske weekend.
Hektiske dage
Derfor er gruset efterhånden revet, og traktorerne står funklende klar til at blive vist frem. Men når dagene er slut, er der stadig et stort stykke arbejde tilbage.
- Alene at køre alle traktorer ind på plads igen, tager omkring 14 dage, fortæller Birgit Larsen, der er Henrik Nielsens kæreste.
Ferguson Dagene er åbne for alle interesserede lørdag-søndag den 27. og 28. maj i tidsrummet klokken 9-17 på adressen Købmagervej 1, Stourup ved Juelsminde.