Årets Landsby 2023: Her er finalisterne
I et særdeles tæt felt er tre landsbyer videre til finalen i Årets Landsby 2023.

Den endelige vinder af Årets Landsby 2023 bliver kåret 23. september. Foto: Philip Davali/Landdistrikternes Fællesråd
Landet over har borgere de seneste år stået sammen om at bringe deres landsby styrket og grønnere gennem energikrisen. Fælles lokale varmeløsninger, alternative former for energiløsninger, nye transportmuligheder samt understøttende indsatser målrettet lokale erhverv, foreningsliv og lokale medborgere, som bliver presset af energikrisen, er blot et udvalg af de aktiviteter, som finalisterne har beskrevet i deres ansøgning indenfor temaet »En landsby, der står sammen gennem energikrisen«.
Derfor er Borris i Ringkøbing-Skjern kommune, Bolderslev i Aabenraa kommune og Sparkær i Viborg kommune udpeget som de tre finalister, der skal dyste om titlen som Årets Landsby 2023.
- Energikrisen har ramt mange landsbyer hårdt og det har krævet en stor, fælles indsats at bevare lokale dagligvarebutikker, udskifte varmeløsninger til bæredygtige energiløsninger og i det hele taget arbejde for en grøn udvikling af landsbyerne. Borris, Bolderslev og Sparkær har været frontløbere i denne kamp, og jeg ser meget frem til at se, hvordan vi kan tage ved lære af deres virkelyst og grønne indsatser, udtaler formanden for bedømmelseskomitéen for Årets Landsby, Helene Simoni Thorup.
De tre landsbyer i finalen får besøg af dommerkomitéen i løbet af august, inden vinderlandsbyen blive fejret med en kåringsfest den 23. september.
Sparkær i Viborg Kommune
»En levende og grønnere landsby« har været et pejlemærke for Sparkær, hvor man har gennemført mange borgerdrevne og grønne tiltag. Gennem en stor lokal indsats fik byen et trinbræt, så byens cirka 620 borgere i dag kan tage toget på Aarhus-Struer banen. Det sparer byens borgere for mange kilometer i bil og nedbringer deres CO2-aftryk væsentligt.
I tæt forbindelse med natur og vandreruter har byens udviklingsgruppe etableret fodboldgolfbane, picnic-område og legeplads, hvor bierne får glæde af biodiversiteten. Byen har haft et stort fokus på at udskifte naturgas med fjernvarme, hvor man også arbejder på muligheden for at inddrage spildvarme fra omegnens virksomheder i forbindelse med udvidelse af anlægget, herunder fra et nærliggende biogasanlæg.
Borris i Ringkøbing-Skjern Kommune
»Her bor vi med vilje«. Det er sloganet i Borris, hvor sammenslutningen af borgere samt forenings- og erhvervsliv har viljen til at overvinde alt og stå sammen, når krisen kradser.
På blot 100 dage fik byen reddet den lokale dagligvarebutik, hvor der blev indsamlet næsten 2 millioner kroner og 120 frivillige istandsatte og klargjorde lokalerne, så byen i dag har en moderne og mere energieffektiv butik.
Samtidig er Borris på vej med et nyt energiprojekt, så landsbyens borgere inden længe kan vinke farvel til de gamle gasfyr og grøn energi kan flyde ind i husene.
Bolderslev i Aabenraa Kommune
Bolderslev udlever et værdisæt under overskriften »Fremtidens landsbysamfund«, hvor fællesskab, balance, harmoni, rummelighed og plads til forandring er byens nøgleord. Bolderslev har med sine cirka 1.100 borgere været engageret i at vende udviklingen, hvor man har sat turbo på indsatsen for at etablere fjernvarme, solceller og andre grønne løsninger, ligesom man har kæmpet for at bevare skolen, genskabe en dagligvarebutik og iværksætte områdefornyelse med grønne oaser.