Mælkeproduktion med europæisk udsyn

Der var indspark fra både dansk og europæisk mælkeproduktion, da den danske afdeling af European Dairy Farmers, EDF, holdt stormøde.

Der var stort fremmøde ved stormødet i EDF – European Dairy Farmers, danske afdeling, der fandt sted i Holsted.

Både dansk og europæisk mælkeproduktion var på dagsordenen, da den danske afdeling af European Dairy Farmers, EDF, forleden holdt sit danske stormøde, der i år fandt sted i Sydjylland.

Efter et bedriftsbesøg på Højvanggaard ved Holsted gik turen til Medius i Holsted, hvor forskellige indlægsholdere var på banen foran de omkring 150 deltagere i EDF-stormødet.

Blandt indlægsholderne var driftsøkonomikonsulent hos Spiras, Jens Toksvig Bjerre, der i sit indlæg blandt andet kom ind på produktivitet og omkostningsstigninger i dansk mælkeproduktion kontra andre europæiske landes mælkeproducenter.

Og her kunne han konstatere, at mens danske mælkeproducenter har været gode til at tackle inflationsstigninger i forhold til deres europæiske kolleger, kniber det til gengæld med produktivitetsfremgang over de seneste fire år.

- Der er udfordringer i Danmark, men det har de også andre steder, konstaterede han.

Hollandsk indspark

Marijn Dekkers er sector manager dairy i den hollandske Rabobank, der er den største bank i Holland i forhold til mælkeproducenter.

Han var blandt indlægsholderne i forbindelse med stormødet i Holsted, hvor han gennemgik nogle af de udfordringer landbruget generelt, men ikke mindst mælkeproducenterne især, står overfor i Holland.

For mens Holland, ikke som Danmark, har valgt at gå afgiftsvejen overfor landbruget i forhold til CO2-udledninger, betyder det ikke, at hollandske mælkeproducenter kan forvente frit spil, hverken nu eller især fremadrettet.

- Holland er også under pres for at opfylde EU’s klimamål. Omkring CO2-udledning er der endnu ingen restriktioner i Holland, men det kan vi forvente, lød det blandt andet fra Marijn Dekkers.

Han noterer sig samtidig, at den globale efterspørgsel efter mælk forventes at være stigende de kommende år, og hvor udviklingen i den europæiske mælkesektor er interessant – ikke mindst i forhold til udviklingen andre steder i verden som USA, Kina, Afrika, Australien og New Zealand.

Læs også