CowFit er Vikings nyeste skud på stammen af innovative management løsninger. Systemet bruger AI og kameraanalyse til at overvåge dyrenes vægt, og det giver helt nye muligheder ved blandt andet goldkofodring.
- Hvor meget fluktuerer dine køer i vægt? Som kvægbruger har der hidtil ikke været nogen mulighed for på systematisk vis at registrere dette. Vi lever ellers i teknologiens tidsalder inden for landbruget og bliver bedre og bedre til at måle og indsamle data på alt i vores hverdag, understreger VikingDanmark i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Men denne relativt enkle information i det daglige management glimrer ved sit fravær – vi kender ikke den præcise vægt på vores køer. En ganske væsentlig information, som kan fortælle dig meget om dyrenes sundhed, produktivitet og økonomiske ydeevne.
Det har Viking nu fundet en løsning på – de har nemlig udviklet en 3D-kamera- og softwareløsning, som angiver koens vægt efter hver malkning: CowFit, en ny løsning til vægtovervågning af køer.
CowFit blev lanceret på Agromek, hvor løsningen modtog to ud af tre stjerner i Agromek Stars. Løsningen rulles i første omgang ud i Danmark, Finland og Sverige.
Kunstig intelligens
Via kunstig intelligens beregner CowFit-teknologien koens mobilisering i tidlig laktation, vægttab i goldperiode, tidspunkt for positiv energibalance efter kælvning og vægtforøgelse i sen laktation.
Hans Peter Bay, CEO i VikingDanmark, er stolt over at kunne tilbyde denne banebrydende løsning til mælkeproducenterne.
- De pålidelige CowFit-vægtdata kan hjælpe mælkeproducenter med at optimere besætningsmanagement i samarbejde med ernæringseksperter, dyrlæger og rådgivere og forbedre den langsigtede rentabilitet og bæredygtighed i mælkeproduktion, siger han.
Æder dine goldkøer, som de skal?
Det er vigtigt, at køerne holder et stabilt huld gennem goldperioden, og derfor fortager landmanden huldvurderinger på BCS-scoren og forsøger at styre fodringen herefter. Men denne øjemålspraksis er tidskrævende og svær at systematisere, lyder det fra Viking.
De peger på, at daglige vægtmålinger derimod giver landmanden et unikt værktøj til på et detaljeret datagrundlag at sikre, at køernes daglige næringsstofbehov opfyldes, men ikke overskrides, på tværs af de forskellige stadier af laktationen.
Med CowFit får man objektive og pålidelige vægtinformationer på enkeltko-niveau såvel som for grupper af køer eller hele besætningen.
Oplever man for eksempel, at sine dyr taber sig for meget i løbet af goldperioden, kan denne information være med til at fortælle, hvor man skal kigge hen; gælder vægttabet på tværs af hele grupper af køer eller kun individer?
Med vægtdataene fra CowFit får man et detaljeret praj om, hvorvidt det er næringssammensætningen i foderet, man skal kigge på, selve sammensætningen af køer i en gruppe, eller noget helt tredje.
Sammenlign med andre bedrifter
En helt central funktion ved CowFit er ifølge Viking muligheden for at sammenligne sin bedrifts vægtinformation med andre bedrifter.
Måske føler man, at man har en rimelig god fornemmelse af, hvornår køerne er tilbage i positiv energibalance efter kælvning. Men er man på linje med andre danske bedrifter, eller ligger man over eller under gennemsnittet? Med vægtregistreringer til rådighed vil der komme nye informationer om huld- og fodermanagement, som man ikke før kendte til, og dermed nye muligheder for at handle på dem, slår Viking fast.
Landmændene vil således få mulighed for at benchmarke deres besætningstal op mod tallene fra andre bedrifter med køer af samme race.
Teknologien bag CowFit
CowFit-løsningen er en udløber af CFIT-teknologien og udviklet hos VikingDanmarks datterselskab VikingGenetics.
Systemet bruger et 3D-kamera og en øremærkelæser, der er installeret i det område, hvor køerne passerer på vej ind eller ud af malkeområdet. Øremærket scannes for at registrere koens ID, og kameraet tager billeder af koens ryg for at registrere koens kropsform.
Hver kos vægt identificeres ud fra billederne af dens ryg ved hjælp af deep learning med kunstig intelligens. Dataene fra alle køerne registreres og gemmes i skyen.
Resultaterne præsenteres på en webbaseret portal med en brugervenlig grænseflade. Anlægget bliver tilpasset, så det kan passe til forholdene i den enkelte stald.
- Hos Viking har vi en klar strategi om at støtte og investere i forskning og udvikling for at maksimere fordelene for landmændene, understøttet af vores partnerskaber med forskellige forskningspartnere og teknologiske institutter, siger Søren Borchersen, chef for forskning og udvikling (CRDO) hos VikingGenetics.
CowFit-systemet har gennemgået grundige tests for at validere data og sikre den højest mulige pålidelighed.
- I udvalgte testbesætninger blev der placeret vægte under CowFit-kameraet, hvilket betød, at der blev taget billeder af køerne og målt på vægten samtidig. Disse data blev brugt til at udvikle en AI-baseret forudsigelsesmodel bag CowFIT, tilføjer Søren Borchersen.
Flere kriterier spiller ind på fodereffektiviteten
Nyt system hjælper med at tage bedre beslutninger
Øresensor holder øje med kalven alle døgnets timer