Morten fik gavekort på embryoner, da han blev faglært: Nu skal kvien med på dyrskue
Morten Serup udstiller på Dyrskuet Thy-Mors – og med både sin fars køer og egne kvier viser han, at næste generation på Svejsagergaard er godt i gang.

Morten Serup stiller med seks dyr til Dyrskuet Thy-Mors. Blandt andet denne kvie, som her er fotograferet forud for Agro Nord i foråret. Arkivfotos: Tenna Bang
Sommerens dyrskuer står for døren, og Morten Serup, søn af Søren Serup fra Svejsagergaard på Mors, er klar til at deltage i Dyrskuet Thy-Mors – en tradition, han har været en del af så længe, han kan huske.
- Det er bestemt ikke første gang, det har vi gjort lige siden, jeg kan huske i hvert fald. Så det er mange år, vi har udstillet derovre, siger han.
Der har dog været en kort pause i deltagelsen: - Vi havde lige en bitte pause på et tidspunkt, men det var fordi, det blev lidt travlt, og jeg var ikke så stor. Men nu hvor jeg kan tage lidt mere ansvar, så er vi begyndt igen. Det er vældig hyggeligt, fortæller Morten Serup.
God hjælp fra vennerne
Da Mortens søskende også hjalp til med dyrskuerne, kunne de udstille lidt flere dyr fra bedriften med de 250 årskøer, men det bliver som regel til tre-fire køer og et par kvier.
- Det er nemt at holde styr på, konstaterer Morten Serup, som selv træner dyrene op til dyrskuet – dog med god hjælp fra både venner og kæresten, når det gælder klipning og forberedelse.
- Jeg har nogle venner og en kæreste, der gerne vil hjælpe med at klippe og sådan lidt, så det er vældig fint, fortæller han og tilføjer:
- Og så har jeg selvfølgelig også mine egne kvier, så der er min kammerat jo også med oppe at hjælpe.
Til dyrskuet i Thisted er henholdsvis tre køer og tre kvier tilmeldt. Af kvierne er de to Mortens egne.
- Den ene, det er min helt egen, og den anden, det er i fællesskab med Simon (Hedegaard, red.). Og så køerne, det er jo selvfølgelig fars, siger Morten Serup.
Embryoner og egne dyr
Alle tre kvier er Dansk Holstein – den ene sortbroget og købt på auktionen på Agromek sidste efterår. De to andre er rødbrogede og helsøskende lavet på embryoner købt på auktion hos Bathau Holstein.
- Den ene af dem er min egen – det er lidt specielt. Jeg fik et gavekort på embryoner, da jeg blev færdig som faglært landmand, og det blev så til den ældste røde kvie, fortæller Morten Serup og fortsætter:
- Det giver noget ekstra at have noget, man selv har været med til at skabe. Det har været spændende at følge hendes udvikling, og hun var faktisk med på Agro Nord i Aars i marts, hvor hun klarede det rigtig godt og var med i finalen.

Fra faderens besætning er det to andenkalvs køer og en førstekalvsko, der skal med til Dyrskuet Thy-Mors.
En helt særlig kvie
Kvien, han ejer i fællesskab med kammeraten Simon – den sortbrogede Harris-kvie – har gjort sig særligt bemærket, blandt andet også på Agro Nord.
- Den bliver ved med at tegne godt. Jeg synes, den klarer sig rigtig godt, og holder egentlig udviklingen, som jeg synes, den skal. Det er selvfølgelig bare med at holde en hård fodring, så ikke den bliver for fed, siger Morten Serup og uddyber:
- Den er erklæret drægtig nu, så det er lige at finde en balance.
Kvien, den er to måneder henne nu, burde ifølge Morten Serup kunne holde formen, både til dyrskuet Thisted og til Landsskuet i Herning. Men så bliver den også pensioneret som udstillingskvie efter det.
Dernæst forventer han, at den er klar til at komme med som ko.
- Den skulle gerne være klar til Agro Nord igen. Det bliver lidt spændende, hvordan det hele lige arter sig, siger Morten og tilføjer:
- Jeg synes, at det er sjældent, at man ser nogle gode kvier, at de faktisk også kommer tilbage igen, som gode køer. Så det er lidt det, jeg er spændt på at se.
Ingen ældre køer med
Fra faderens besætning er det to andenkalvs køer og en førstekalvsko, der skal med til Dyrskuet Thy-Mors.
- Jeg synes ikke lige, jeg kunne finde den der ældre ko, der bare rigtig viser sig frem lige nu. Den vi havde med sidste år, som vi vandt med, får først kalv to dage inden. Det er vi egentlig lidt trætte af, men det er jo, sådan det er, konstaterer Morten Serup.
Ligesom med kvierne er han spændt på, hvordan køerne klarer sig, men han læner sig lidt op ad, at kåringsinspektøren også syntes, at det var nogle gode valg, de havde lavet, da han var at kåre køerne hjemme i stalden.
- Så må vi jo se, hvordan det ser ud på dagen. Det er jo sådan set næsten det, hvad vi har gjort. Det kan jo se rigtig godt ud, når de går hjemme i stalden, men når de lige pludselig skal ud i byen, så kan det jo være et helt andet, siger Morten Serup.
Forberedelse forud for dyrskuet
Forberedelserne til sommerens dyrskuer er godt i gang hjemme på gården.
- Jeg begynder først at gøre dem grimevante, og så begynder jeg at trække dem et par gange om ugen. Det er godt en måned før, så det begynder at være lidt stille og roligt, forklarer Morten Serup og tilføjer:
- Jeg synes egentlig, at vi har nogle meget rolige køer, som egentlig gør, at det er forholdsvis nemt at vænne dem til det.
Og græsmarkerne lige udenfor døren gør det nemt at have et sted at trække, ligesom gårdens robotmalkning giver fleksibilitet i forberedelserne: - Jeg synes egentlig også, at vi har en fordel, når vi har robotter. Du kan jo altid lige tage køer, og der er ikke et bestemt tidspunkt, de skal være i stalden. Det er også nemt at låse dem, hvis man skal kigge lidt på yver.
Lidt særbehandling skal der til
Kviekalvene på Svejsagergaard er opstaldet i modulhuse fra CN Agro – og Morten Serup lægger ikke skjul på, at der måske kræses lidt ekstra om hans egne kvier.
- Det er ligesom et rækkehus, der er delt op med væg. Her har mine egne kvier fået lige en vinkel for dem selv, hvor de bare går på hø og piller, fortæller Morten Serup og tilføjer med et smil:
- Der er lidt styring over det, men det er ikke så voldsomt. Jeg kan godt gøre lidt ud af det, når det er sådan ens egne jo.