RDM klar til årsmøde med ny formand
På fredag den 19. september inviterer RDM til årsmøde med fagligt fokus, prisoverrækkelse og besøg hos Lene og Palle Jensen, der driver en af Danmarks sundeste besætninger.

På fredag er der årsmøde ved raceforeningen for RDM. Arkivfoto: Tenna Bang
Aktivitetsudvalget Nord og RDM er klar til årsmøde den 19. september – i år med start i Hirtshals.
RDM præsenterede i marts en ny bestyrelse, hvor blandt andet Johan Bebe blev valgt som ny formand efter Morten Hansen. Den nye bestyrelse vil være klar til det faglige møde med beretning, mål, strategier, diskussioner og meget mere.
Topdanmarks Sundhedspris på besætningsniveau vil også blive fejret, inden turen går mod et besætningsbesøg ved Lene og Palle Jensen.
Spændende besøg
De driver Holtegård ved Bindslev. En ejendom med omkring 140 køer, som er kendt for en høj sundhedsstatus hos køerne og et fantastisk kvieopdræt. Lene og Palle Jensen har vundet Sundhedsprisen på Agromek i både 2007 og 2024, for bare at nævne en brøkdel af præstationerne fra besætningen.
Alle dyr bliver genomisk testet, og flere tyre fra ejendommen er solgt til Viking. Der anvendes en del kødkvæg samt X-Vik – og så har parret lidt kødkvæg som hobby.