KvægrådgivningDanmark: Er gyllekapaciteten klar til 2027?
En åben gyllebeholder på 30 meter i diameter kan modtage omkring 700 kubikmeter regnvand om året. KvægrådgivningDanmark fremhæver teltoverdækning som en løsning med lavere ammoniakfordampning.

Når kravene til udnyttelse af næringsstoffer skærpes, bliver opbevaringskapacitet og håndtering af gylle en vigtig del af både økonomi og driftssikkerhed. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
De kommende kvælstofreguleringer i 2027 kan få stor betydning for mange kvægbedrifter. Når kravene til udnyttelse af næringsstoffer skærpes, bliver opbevaringskapacitet og håndtering af gylle en vigtig del af både økonomi og driftssikkerhed.
Det oplyser KvægrådgivningDanmark i en meddelelse.
Anbefalingen er i stigende grad, at bedrifter har kapacitet til op mod 12 måneders opbevaring. Baggrunden er ønsket om i højere grad kun at udbringe gylle i vækstsæsonen, hvor planterne kan optage næringsstofferne bedst muligt. Det giver bedre kvælstofudnyttelse og mindre risiko for tab til miljøet.
Ifølge rådgiverne handler det for mange bedrifter ikke kun om flere kubikmeter, men om fleksibilitet. Med tilstrækkelig kapacitet bliver det muligt at vente med udbringning til de rigtige vejr- og markforhold frem for at være presset af fyldte tanke.
Regnvand fylder
Samtidig bliver en del af den eksisterende kapacitet ofte brugt unødigt. Mange steder ledes overfladevand fra tage, pladser og befæstede arealer direkte til gyllebeholderen. Det optager plads, som i stedet kunne bruges til gylle, og øger både opbevarings- og udbringningsomkostningerne.
Kvægrådgiverne peger i den forbindelse på, at teltoverdækning af gyllebeholdere kan være en effektiv måde at reducere mængden af regnvand i gyllen på.
En åben gyllebeholder på 30 meters diameter modtager typisk omkring 700 kubikmeter regnvand om året under danske forhold. Med teltoverdækning kan størstedelen af denne vandmængde holdes ude af beholderen. Det giver både mere reel opbevaringskapacitet og færre omkostninger til transport og udbringning af fortyndet gylle. Samtidig reduceres ammoniakfordampningen.
Tilskudsordninger til teltoverdækning forventes at åbne i slutningen 2026, hvor tilskuddet ventes at lyde på 40 procent af standardomkostningerne.
Ny tank til fremtiden?
For nogle bedrifter vil løsningen være en ny gyllebeholder. På Landmand.dk kan man se gylletanke i nærområdet, som måske har ledig kapacitet. Det kan derfor være relevant allerede nu at tage dialogen med naboer eller ejere af eksisterende tanke om mulighederne for samarbejde eller leje.
Det er samtidig vigtigt at huske, at nye tanke ikke kan bygges fra den ene dag til den anden. Miljøgodkendelser, byggeansøgninger og myndighedsbehandling tager tid. Derfor er budskabet klart: Begynd planlægningen nu, hvis bedriften skal være klar til de kommende krav.






































