I sine orienteringer til andelshaverne har Arla den vane at kombinere sine afregningspriser til mælkeproducenterne med udvalgte mejerier, mod hvilke den danske afregningspris kan fremstå i et positivt lys.

- Som for eksempel alene at sammenligne sig med et par dårligt kørende tyske mejerier, lyder det fra mælkeproducent Arne Dahl i Hårslev, andelshaver gennem 30 år med en årlig leverance til Arla på knapt seks millioner kg mælk fra sine 600 køer.

Han er en af de 150 andelshavere, der forleden skrev under på en kritik af Arla-ledelsens formåen. Heri kritiserer underskriverne mejeriselskabet blandt andet for at blive spist af med en lidt for sminket og koreograferet fortælling fra ledelsen og dens velsmurte afdeling for information og andelshaverkontakt.

Mangler otte millioner i mælkepenge

- Der har de seneste ti år været en rystende ringe økonomi i dansk mælkeproduktion, og med få undtagelser er krybben efter sidste års tørke nu ved at være tom for langt de fleste mælkeproducenter i Danmark, siger Arne Dahl.

Når han vil orientere sig om mejeribrugets situation, herunder Arlas evne til at levere konkurrencedygtige afregningspriser til sine leverandører, kigger han oftest på hollandske Rabobanks internationale analyser over de forskellige mejeriers realiserede afregningspriser til sine leverandører.

Den fynske mælkeproducent opregner ved hurtig hovedregning, at han med sin produktion, der ganske vist ligger højere end en gennemsnitlig dansk mælkeproducent, hurtigt kan få en manko på op mod otte millioner kroner i mælkepenge over de senere år.

- Vi nærmer os et akkumuleret negativt beløb på 1,30 kroner pr. kg mælk over de seneste fire til fem år, hvor det har været galt med afregningsprisen. Og de penge kunne jeg da godt have brugt, siger Arna Dahl og mindes 1990’erne, hvor den danske afregningspris stadig lå pænt i sammenligning med de store udenlandske mejerier.

Ønsker Arla tilbage i toppen

Når Arne Dahl vælger at kalde til handling i det store mejeriselskab, han er medlem af, er det for at motivere sine medandelshavere til at gøre noget, før det er for sent.

- Jeg kan simpelthen ikke lade være, og det er fordi, jeg inderst inde tror, det kunne være anderledes. Vi må simpelthen have andre boller på suppen og nogle nye og dynamiske folk ind i ledelse og direktion, og det haster. Jeg opfordrer derfor mine kolleger til at turde være mere kritiske overfor ledelsens og direktionens kurs i Arla. Vi skal igen frem til at holde vort fokus på mælk, der produceres i Danmark, så den kan kaste en pris af sig, der ligger i top blandt Europas mejeriselskaber.

- Allerede nu ved vi fra vores lille underskriftsindsamling, at der står 10 til 15 procent af den indvejede mængde mælk i Danmark bag en massiv kritik af selskabets svage præstationer gennem de seneste år, lyder det frygtløst fra den nordfynske mælkeproducent.   

Tag debatten på kredsmøderne

Arla har ikke ønsket at kommentere på Arne Dahls kritik i LandbrugFyn, men opfordrer ham og enhver andelshaver til at troppe op på et af de mange kredsmøder, der står for døren. Her kan Arlas ejere frit diskutere selskabets forretning og retning.

Kvæg