Med et barmarksprojekt hos mælkeproducent Jonas Risager kunne det lade sig gøre at udvide produktionen fra 120 til 530 malkekøer. Han har taget det bedste fra sig selv, sine venner og konsulenter og samlet det i sit eget staldanlæg udenfor Hjørring.
Det var miljø-delen, som kom til at bestemme, hvor den nye Lundergaard kom til at ligge. Midt på en åben mark udenfor Harken nær Hjørring.
- Det var her vi kunne have flest køer, og samtidig er det her, vi har mest jord, til hvis vi en dag finder på at lukke køerne på græs, fortæller Jonas Risager, som 1. januar i år overtog Lundergaard med 530 køer efter sin far Jens Kristian.