Mange vidunderlige ting sker under et besætningsbesøg

Jeg holder virkelig meget af at få sådanne opgaver, hvor jeg skal besøge en landmand og derefter forsøge at beskrive, hvad jeg oplevede i de par timer et sådant besøg varer.

Karen og Christian Skovlund købte ejendommen i 1965. Fotos: Jens Holm Danielsen Tyren er efter tyren Lean og er i år blevet far til 18 kalve ved Christian Skovlund. Christian Skovlund fortæller at alle kalvene er kommet til verden uden nogen form for hjælp og alle kalvene gik hurtigt i gang med at drikke hos moren. Den første kalv, som blev født i det tidlige forår.

Af Jens Holm Danielsen, Støvring

En dag blev jeg ringet op af Niels Christian Thomsen, Nibe. Han er en velkendt og særdeles dygtig og vidende kvægavler med stor indsigt i Dansk Blåkvæg. Jeg har haft to år som sekretær i den forening. Der er meget langt mellem de personer, som jeg kender og til Niels Christian. Hans viden og interesse for racen er enorm. Mere om dette måske en anden gang. Men grunden til opringningen var den, at han for omkring halvandet år siden var blevet kontaktet af en landmand fra nærområdet.

Christian Skovlund Jensen, Hjeds. Det var en landmand, som jeg har kendt, siden jeg blev ansat som konsulent i Aalborg Amts Landboforening. Han har igennem alle årene drevet et meget fint landbrug, først med malkekvæg, senere med kødkvæg. Det begyndte vist med Simmental, men her syntes han, at de store køer ikke var dygtige til at passe deres afkom. Køerne blev delvis skiftet ud med Hereford. Disse dyr havde lettere kælvninger og køerne var gode moderdyr. Han ønskede dog lidt mere kvalitet i kalvene, hvorfor han spurgte Niels Christian om han havde en tyr, der kunne give letfødte kalve, hvilket er et område, som racen bestandig forsøger at forbedre. Han foreslog Christian Skovlund at han skulle købe en 12 – 14 måneder gammel tyr efter tyren Lean, hvor han vidste, at i den afstamning var der ikke født kalve med besvær eller kejsersnit.

Tyren, kalvene og mødrene

Tyren blev sidste år lukket til besætningens 20 køer. De har en stor del af Hereford blod i sig, men 3 køer har en meget tydelig præg af korthorn, hvilket fremgår af deres skimlede kulør. Selvom tyren kom ud blandt køerne i en meget ung alder, gjorde den sit arbejde fortrinligt. Den første kalv blev født i begyndelsen af marts 2021 og sidst i juli blev den sidste ud af 18 kalve efter tyren født.

Christian Skovlund fortæller at alle kalvene er kommet til verden uden nogen form for hjælp og alle kalvene gik hurtigt i gang med at drikke hos moren.

Jeg besøgte besætningen i midten af juli og her præsenterede både køer, tyr og kalve sig ekstremt godt. Gennemgående havde alle kalve en stærk og lige overlinje, muskulaturen var fremherskende på de førstefødte og kalvene var i alle mulige smukke nuancer. Endelig skal det nævnes, at alle kalve, samt tyren, havde særdeles elegante lemmer, hvilket er afgørende for den slagtekvalitet som dyrene vil ende med, når de alle bliver slagtet i en alder på cirka 16 måneder, for så får ejeren både slagtepræneie og efterbetaling fra slagteriet.

Christian forventer, at kalvene vil hjembringe mellem 7.500 og 8.000 kroner. Tyren gik sammen med alle dyrene, så afkommet i 2022 er allerede på plads. Dansk Blåkvæg skal i 2022 være vært for Verdenskonferencen. Her vil den danske forening udstille 12 – 15 krydsningsdyr, idet racen er hovedleverandør af sæd til mange danske kvægbrugere, der anvender kødracesæd til deres malkekøer. Dansk Blåkvæg kan med stor sikkerhed forbedre slagtekvaliteten og kalvene er født med et roligt temperament og med en super drikkelyst.

Interesse for kvægavl

Selvom Christian Skovlund som noget af det første fortalte mig, at han aldrig havde gået meget op i kvægavl, så var han dog slet ikke i tvivl om tyrens kvaliteter. Jeg har tænkt en del over den bemærkning. Den er selvfølgelig rigtig, men ikke helt alligevel. For Christian Skovlund ved, hvad han går efter og baggrunden for det, er alle de registreringer som danske kvægfolk igennem hundrede af år har foretaget på alle måder.

Så kære Christian Skovlund, du har ingen større lyst til at udstille kvæg, men du nyder godt af alle de registreringer, som du og dine kollegaer hver eneste år laver. Jeg tror og håber på, at Niels Christian og jeg en dag må kigge forbi og spørge dig om ikke vi eventuelt må låne et par af dine kalve til Landsskuet i 2022.

Så skal det da endelig nævnes, at en meget smuk NJY Baum-datter fra besætningen var udstillet på det første vinterskue i området i 1982. Koen sikrede sig en flot ærespræmie.

Lidt om gården

Gården har et areal på 50 hektar. 12 af disse er udlejet til en nabo, mens resten drives af ejeren. Stort set hele arealet bliver brugt til foder til den forholdsvis store besætning. Grovfoder består af græs, halm og hø. Dyrene får tilbudt både mineraler og vitaminer. Det er meget tydeligt, at Christian Skovlund har lært meget på det landbrugsskoleophold som han havde som ung. Han bruger sine øjne og hans dybe kendskab til dyrene. De præsenterer sig i en fortrinlig foderstand, hårlaget er blankt og fint. Om vinteren kan dyrene opholde sig i den ombyggede kostald, som indeholder gode bokse. Men det bliver også fortalt, at dyrene det meste af årstiden vælger at opholde sig ude. Det kan de selv afgøre.

Gården blev købt i 1965. I dag er Christian Skovlund fyldt 82 år og har drevet Damgaarden i 60 år. Alene det er en værdig præstation. Ægteparret havde haft en ejendom i forpagtning i tre år. Gården var stort set tom og er siden blev bygget både om og til. Flere gange blev disse ord sagt: »Pas på omkostningerne, styr produktionen«. Det er en af de sætninger som Karen og Christian Skovlund har levet efter siden. I dag sidder de for bordenden i et tilbygget »sommerhus«, for som Christian Skovlund fortalte, da mange af hans kollegaer begyndte at købe sommerhus, besluttede de, at de ville bygge deres sommerhus i den smukke have. Så der sidder de så i deres daglige opholdsstue i dag.

Ejendommen er smukt beliggende, alt er meget velholdt, der bliver passet på. Det har ført med sig, da De jyske Landboforeninger tildelte ægteparret en meget velfortjent sølvmedalje for landboflid, det skete vist i 1987.

Lidt oplevelser

Der har været et par særlige oplevelser for parret. På et tidspunkt havde Christian Skovlund prøvet at benytte noget kønssorteret sæd. Det er mange år tilbage, da konsulent J. Esp Sørensen havde fået kontakt med en østtysk kvægavlsforening, hvor man prøvede at lave kønssorteret sæd. Jeg kender historien, det var en amerikansk/canadisk tyr med navnet Stone Town Constructor formodentligt tilbage til begyndelsen af 1970’erne. Sæden virkede i noget omfang. På ejendommen blev der født 4 kviekalve og en enkelt tyrekalv. Ad omveje kom Christian Skovlund i kontakt med en Schweizisk kvægavler, Karl Oyster, som var bosat i Sydjylland. Det var i øvrigt ham, der som den første dyrkede majs til sin rødbrogede besætning. Han ville gerne have en noget mere moderne og rødbroget tyr, det fik han, den solgte Christian ham. Det kom til at byde på en landbrugsfaglig tur til landet, en rigtig god tur. Senere tog ægteparret med på en af de ture, som SDM Nordjylland i flere omgange arrangerede til Israel. Den tur må have skabt megen glæde.

Jeg tog afsked med endnu et par bevingede ord fra Christian Skovlund. Ordene er sagt i barndommen af Christians mor. Hun havde flere gode sætninger, som er godt bevaret i sønnens hoved. Tallene på bundlinjen har altid været af samme farve, jeg tror, at alle der læser dette eller kender parret, ved hvad farve den linje har. Så kom et ord, som godt kunne ramme mig lidt: »Selvtillid er bedre end selvglæde«.

Jeg kørte fra gården ad den asfalterede grusvej, som parret selv har betalt for at få. Fuld af respekt og hvor har de begge meget at være stolte af. Dansk Landbrug er mangfoldigt, det skaber en stor glæde at få lejlighed til at gennemføre sådanne besøg.

Læs også