Ny blå patteforsegling på markedet
En patteforsegling tilsat blå farve fra Boehringer Ingelheim Animal Health Nordics gør det nemmere at fjerne forseglingen efter goldperioden.

Boehringer Ingelheim Animal Health Nordics lancerer en ny patteforsegling, som skal gøre hverdagen nemmere for mælkeproducenterne. Arkivfoto
Nu lancerer Boehringer Ingelheim Animal Health Nordics en patteforsegling, Ubroseal Vet, der modsat andre hvide på markedet, er blå.
- Efter kælvning, når patteforseglingen skal fjernes fysisk, er det en klar fordel, at forseglingen er blå. Kontrasten til den hvide mælk og til de hvide mælkefiltre gør det nemmere at kontrollere, at alle rester af produktet er kommet med ud, inden mælken leveres til mejeriet, lyder det i en pressemeddelelse.
Den nye blå patteforsegling får sin farve fra indigotin, levnedsmiddelfarven E132 og forebygger, i følge virksomheden bag, ny yverbetændelse gennem hele goldperioden. Produktet sprøjtes op i hver mælkekirtel. Den fysiske barriere forhindrer bakterier i at trænge ind og forebygger dermed yverbetændelse, lyder det. Skulle der være mastitisklumper, adskiller de sig synligt fra den blå patteforsegling.
- Danmark er kendt for en meget høj mælkekvalitet. Vi er meget tilfredse med, at vi med den lille, men smarte, farveopdatering kan bidrage til en nemmere hverdag for de mange landmænd, der arbejder med malkekvæg. I sidste ende bidrager vi til bedre yversundhed, en mere effektiv mælkeproduktion og optimeret fødevaresikkerhed, siger Troels Løwig Larsen, som er Project Manager Ruminants hos Boehringer Ingelheim Animal Health Nordics.