Bedre bundlinje gennem en god plan

En klar strategi er et nøgleord for at opnå det bedste slutresultat, lød budskabet på et møde hos VKST i Sorø.

Godt 100 deltagere var på plads hos VKST i Sorø, hvor kvægproducenterne både var samlet til fælles indlæg og delt op i mindre grupper, der havde fokus på konkrete emner.

Kvægproducenter øst for Storebælt var det meste af onsdagen samlet hos VKST i Sorø. Det begyndte med Arla-kredsmøde for andelshavere i kreds Sjælland-Nord og Sjælland-Syd og sluttede med de nyeste indsigter i forhold til forbrugerne.

Undervejs var de over 100 fremmødte i to omgange inddelt i mindre grupper, ligesom de blandt andet blev præsenteret for fem bud på en bedre bundlinje.

Et panel med fem forskellige aktører havde fået til opgave at komme med hver deres bud på, hvad der skal til for at skabe et bedre slutresultat. Det blev i alt dog til mere end fem bud.

Lone Hesseldal Andersen fra KvægrådgivningDanmark var den første på talerstolen, og hun havde taget opgaven meget bogstaveligt. Hun kom nemlig selv med fem bud på en bedre bundlinje – og gav en kort uddybning af de enkelte områder.

  1. Fra bonderøv til direktør. Der skal være en klar plan for bedriften.
  1. Ansatte. Medarbejderne skal kunne samarbejde og være selvstændige, fleksible og loyale. Og så skal de værdsættes.
  1. Handel. Vigtigt, man er god til at handle. Enten selv – ellers skal man have hjælp fra andre.
  1. Optimering af produktionen. Stort kendskab til alt ned i mindste detalje.
  1. Kende levetid på produktionsanlæg. Velfungerende maskiner til opgaverne.

Meget alsidig virksomhed

Ida Storm fra Landbrug & Fødevarer Kvæg tog over, og gjorde straks opmærksom på, at hun kun kom med et bud.

- Hvis I får fem bud fra hver af os, får I sammenlagt 25 bud, og så tror jeg altså, at I drukner i gode råd, lød det fra Ida Storm, som påpegede, at det handler om at tænke sig godt om.

- Som kvægproducent har man en meget alsidig virksomhed, der spænder vidt. Man skal helst have styr på det hele, og styr på ens stærke og svage sider.

- Få nedskrevet en strategi – meget gerne i samarbejde med en rådgiver – for hele bedriften, anbefalede Ida Storm, som blev bakket op af Simon Simonsen fra Arla.

- Man skal have en strategiplan. Det er simpelt hen afgørende med en plan, pointerede Simon Simonsen og viste i den forbindelse et billede af Olsen Banden, der som bekendt også altid havde en plan.

Ønsker mere samarbejde

Anders Levring fra Viking/RYK gjorde opmærksom på de mange data, der er til rådighed, og hans bud på en bedre bundlinje gik gennem dataopsamling og en strategi på besætningsniveau.

Det sidste bud kom fra formanden for Kvægbrugsregion Øst, Yke Kloppenburg, der også fastslog, at det er vigtigt med en plan. Og det er en plan, som skal gælde hele holdet. Og andre kvægbrugere.

- Sammen er vi stærkere, påpegede Yke Kloppenburg, der appellerede til bedre samarbejde mellem kvægbrugere – for eksempel i forbindelse med dyrkning af proteinafgrøder.

De fem indlæg gav en mindre debat, hvor Kaare Larsen fungerede som ordstyrer. Flere gjorde opmærksom på, at det er vigtigt at pleje sine medarbejdere. Bedrifterne bliver større og større, og det øger også kravet til medarbejderne.

I forbindelse med kvægmødet blev der også valgt to frie mandater til Kvægbrugsregion Øst. Der var genvalg til Torben Vincents, mens Mette Tving Andersen afløste Jens Chr. Sørensen, der ikke ønskede genvalg.

Læs også