Stor ko-fusion afblæst
Sammenslutningen mellem VikingGenetics og to andre store avlsselskaber bliver ikke til noget alligevel.

Der er ikke fordele nok for Viking ved at indgå en fusion med tyske Masterrind og franske Innoval (tidligere Evolution). Nu er det vigtigste de danske kvægbrugere, siger VikingDanmarks bestyrelsesformand Anders Levring.
På et møde mellem VikingGenetics, tyske Masterrind og franske Innoval (tidligere Evolution) er det blevet besluttet at fortsætte uafhængigt og ikke gennem det fælles brand Arco-win, som der ellers var lagt op til.
Årsagen er, at fordelene ved at indgå en fusion ikke er store nok.
Således vil VikingDanmark uforandret være en aktiv ejer af VikingGenetics sammen med svenske Vaxa og finske Faba.
VikingDanmarks bestyrelsesformand Anders Levring knytter følgende ord på beslutningen:
- Det altoverskyggende vigtigste er, at VikingDanmark fortsat kan levere de produkter, vi i dag leverer til de danske kvægbrugere. Det gælder både forskellige sædtyper, men også med den rigtige genetiske fremgang og til den rigtige pris. Vi skal være med til at sikre, at nordiske kvægbrugere står så stærkt som muligt.