Den nuværende efterspørgsel taget i betragtning betyder, at Danish Crown i den kommende uge fastholder noteringen for alle kategorier.

Imens især eksporten til de sydeuropæiske kunder har taget en lille pause, er både Spanien og de italienske kunder begyndt at efterspørge både rygge og bagfjerdinger fra Danish Crown, skriver Danish Crown Beef.

- Vi er ikke der, hvor vi kan sige, at den ventede corona-nedgang er overstået. Men sammenlignet med foregående år ser det rigtig fornuftigt ud. Efterspørgslen på hele rygge, bagfjerdinger og højreb fra Sydeuropa er stigende og meget fornuftig. Foodservice og restaurationerne er stadig åbne dernede, og de har efterhånden fået tømt lagrene, så nu krydser vi fingre for bedre vejr og flere udespisende, siger Henning Sønnichsen, salgsdirektør i Danish Crown Beef, som understreger, at der også fortsat er fornuftig efterspørgsel på blandt andet forfjerdinger.

Lempede restriktioner

Herhjemme er foodservicemarkedet stadig udfordret til trods for, at flere kulturinstitutioner, såsom zoologiske haver, med de lempede restriktioner har fået mulighed for igen at byde gæster indenfor.

- Mange restaurationer og foodservice-kunder holder enten helt lukket eller kører på lavt blus, så selvom der langt fra er lukket for det varme vand på de fronter afventer vi stadig, at foodservice-markedet kommer helt op i omdrejninger igen, siger Henning Sønnichsen og fortsætter:

- Omvendt har vi et rigtig fint aftag fra detailkunderne, hvor der både er kampagner og specialordrer. Vi skal kort sagt bare levere på de aftaler, vi allerede har i bogen – og hvor hakkekødet i overvejende grad udgør den største enkeltkategori. Det helt store lyspunkt er kalvekødet, hvor der både lander ordrer fra detailhandlen og de foodservice-aktører, som trodser coronaen og holder åbent, lyder det fra salgsdirektøren.
 

Kvæg