På Landbrugsinfo kan man løbende følge med i årets grovfoderanalyser. Her ses en række gennemsnit, hvor der indgår prøver, som er analyseret mellem 1. maj i høståret og 1. februar det følgende år.

Dog udelades prøver, hvis det ud fra registrering af høsttidspunktet fremgår, at ensilagen stammer fra et andet høstår.

For majs og kolbemajs gælder desuden, at kun prøver analyseret fra henholdsvis 1. oktober og 15. oktober indgår i gennemsnittene. I år med tidlig majshøst kan disse grænser blive ændret, skriver Landbrugsinfo.

Hyppig opdatering

Beregningen opdateres jævnligt i perioden 1. maj til 1. februar, hvilket betyder, at gennemsnittene ændres løbende gennem sæsonen i takt med, at der analyseres flere prøver.

Gennemsnittene beregnes særskilt for økologiske og konventionelle bedrifter. I beregningen af gennemsnittene for økologer indgår prøver, der er markeret som økologisk foder samt prøver fra landbrugsbedrifter, der ifølge Kvægdatabasen er økologiske.

Inddelingen i afgrøder sker ud fra fodergruppe og foderkoder som angivet på siderne for de enkelte afgrøder. Græsmarksafgrøder inddeles desuden efter slætnummer ligeledes ud fra foderkode, men også ud fra registrering af slætnummer på prøverne, skriver Landbrugsinfo.

Der foregår sortering

Analysedata leveres af laboratorierne Eurofins Agro Testing Denmark A/S og Seges Kvægbrugets ForsøgsLaboratorium.

Meget usædvanlige analyseresultater sorteres fra, før landsgennemsnittene beregnes. Inddelingen i områder foregår ud fra den pågældende ejendoms postnummer.