For ti år siden kom Brian Bech hjem, hjem til Drengsted ved Skærbæk. Han indgik i I/S med sine forældre og driver i dag Kotel I/S med 485 årskøer og 550 hektar jord.
Igennem flere år bestod goldkorationen af en simpel majsblanding med halm.
- Den virkede godt nok, men vi havde en del køer, som fik mælkefeber, også subklinisk, og der måtte behandle flere. Det var meget i perioder og især når staldsystemet var presset, det stressede dem, fortæller Brian Bech.
Han valgte at begynde at fodre efter Low CAB-strategien og så hurtigt en effekt, men alligevel var der stadig et par tilfælde af mælkefeber om måneden. Og samtidig viste blodprøver at flere stod med subklinisk mælkefeber. Det fik ham til at lægge strategien på hylden efter et halvt år.
Der skulle gøres noget nyt. Brian Bech valgte bevist at starte forfra og viske tavlen ren. Han fik lavet en simpel græs- og majsblanding og tilsatte X-Zelit.
- Jeg skulle back to basic og valgte at sætte endnu mere fokus på goldkøerne.

Fare off og close up-fodring
På ejendommen praktiseres »Fare off« og »Close up-fodring«.
Brian Bech blander en grundration til goldkøerne med et majs-græsforhold på omkring 60-40. En del af grundrationen udfodres til goldkøerne længst fra kælvning, Fare off, hvorefter der tilsættes mere energi i form af soja og X-Zelit. Det gives til goldkøerne tættest på kælvning, Close up.
Køerne er omkring 15-22 dage fra kælvning når de får af Close up-rationen hos Brian Bech.
Den største forskel på Low CAB-blandingen og X-Zelit blandingen er at der nu, i X-Zelit blandingen, er tilsat græsensilage som proteinkilde. Det har gjort at de tidligere 4 kilo raps og soja er skiftet ud med 0,7 kilo i grundrationen og 1,5 kilo yderligere i Close up-blandingen.

Goldnings strategi
Ved Kotel I/S, som malker med malkerobotter, afgoldes køerne 47 til 57 dage før kælvning afhængig af den aktuelle ydelse.
Køerne kælver i »Close-up-holdet«. Efter kælvning går kvierne cirka et døgn i goldkoområdet og malkes i den gamle malkestald. Køerne går to til fire dage i den gamle stald inden de flyttes over til malkerobotterne. Så snart koen eller kvien har kælvet får hun kofoder.
- Hvis en ko står og brøler overimod kostalden er hun klar til at komme derover, men ligger hun ned og tygger drøv, får hun lov at vente. Det plejer cirka at passe at 2. kalvskøer venter to døgn og 3.- og 4. kalvskøer venter 3-4 dage, siger Brian Bech og tilføjer:
- Det gør faktisk også, at vi aldrig ser ketose.

Bach to basic
Tidligere fik alle køer et »skud« vand, natrium bicarbonat og problemglycol gennem en pumpe kort efter kælvning for at få dem bedre i gang, det er heller ikke nødvendigt mere.
- Man kan bruge så mange penge og tid på at gøre både det ene og andet og tit bliver det hele alt for indviklet så jeg er glad for, at jeg startede forfra og gik back to basic, forklarer Brian Bech.
Og spørger man til prisen for X-Zelit, er den egentlig ikke afgørende for Brian Bech.
- For mig har prisen egentlig bare gjort at jeg er mere præcis når jeg blander foder. Jeg er slet ikke i tvivl om at X-Zelit virker, men det at jeg har flyttet mit fokus er nok en endnu større del af det. Samtidig ligner goldkorationen kofoderet og køerne oplever ikke det store foderskifte som før, forklarer Brian Bech.

Kvæg