Marken ligner noget, hvor man skulle tro, at man ikke havde sprøjtet for ukrudt. Men ved nærmere eftersyn viser det sig, at ”ukrudtet” i marken hos familien Van Eck i Drengsted nær Skærbæk, foruden reelt kløvergræs, er en række spændende urter som cikorie, kommen, kællingetand, vejbred, timothe og lucerne.
Alt sammen fra en ny græsblanding fra RB FarmSupply, der har udviklet blandingen ”RoBusta Multimix”, som der i år er sået og høstet ti hektar af på gården, som ejes og drives af far og sønner Dirk, Timon og Jacco Van Eck. En kvægbedrift, der tæller 300 malkekøer samt 250 ungdyr og i alt knapt 160 hektar med afgrøder.

Bedre ædelyst
RoBusta Multimx indeholder et mix af 10 forskellige græsarter og syv forskellige urter, og erfaringerne har været positive i Drengsted, hvor man har fodret med græsblandingen som frisk græs til køerne:
-  Det virker som om køerne hellere vil æde det, forklarer Timon Van Eck, der sammenligner med nyudlæg ag græs med hvede, som man også har fodret med, men hvor der også var lidt rust i.
- Hér åd køerne omkring 30 procent mindre, konstaterer Timon, der samtidig ikke har kunnet konstatere højere mælkeydelse:
-  Vi har i hvert fald heller ikke haft mindre mælk. Til gengæld har vi brugt mindre kraftfoder, ligesom gødningen har været mere stabil, formentlig en bedre vomfunktion hos køerne.

Også til kødkvæg
og økologer

Hos RB FarmSupply ser indehaver Ron Bon et stort potentiale for græsblandinger med urter til kvægbruget.
-  Der er gode erfaringer fra mange malkebesætninger, og græsblandingen med urter er også velegnet til kødkvæg, forklarer Ron Bon.
Indtil nu tilbydes urteblandingen kun til konventionelt kvægbrug, men det arbejdes der også på:
-  Fra næste år tilbyder vi også en økologisk version, der i store træk er identisk med den konventionelle version, oplyser Ron Bon.
Og Timon og Jacco Van Eck har der kun været én enkelt ting omkring græsblandingen, de lige har skullet vænne sig til:
-  Man har lige skullet vænne sig til, at synet af marken, der ligner en græsmark fyldt med ukrudt, som vores far førhen ville have sprøjtet for, griner de to brødre.

Kvæg