Kvægnoter: Ny type ensilageafdækning
Producenterne af gummigranulat får måske lidt mere at se til fremover. I hvert fald hvis EMKO Handel i Nørre Nebel får succes med sin import Silage Safe, der er et system til afdækning af ensilagestakken, der gør det overflødigt at bruge eksempelvis dæksider til forsegling af presenningen. Det skriver Seges.
- Silage Safe består af silonet, der er forsynet med solide båndstrammere, som betyder, at man kan stramme silonettet til over plastikken og dermed dække ensilagen mere lufttæt til uden det store arbejde, der skal til, hvis man bruger dæksider, sand eller slanger, siger Ole Vad Hansen fra EMKO Handel.
Ifølge importøren gør systemet det lettere at lægge flere græsslæt ind, da det er nemt at rulle til side og lægge på igen.
- Det gør også kvaliteten mere konstant til gavn for køerne, fordi det effektivt hindrer luft i at trænge ind under plastikken. Desuden mindskes spildet, fordi det slidstærke silonet når helt ud til kanten, så man undgår den 20-30 cm brede bræmme af ensilage langs kanten, der ofte går tabt, siger Ole Vad Hansen.
I Danmark har EMKO Handel foreløbigt solgt to Silage Safe-systemer.
Rent vand giver drikkelyst
Over en kortere periode har Vestjysk Landboforening gennemført et adfærdsstudie med brug af ECA-anlæg i kostalden, skriver landboforeningen i en pressemeddelelse. Studiet er gennemført via videoovervågning af køernes adfærd i en AMS-besætning før og efter etablering af et ECA-anlæg.
Anlægget gjorde, at køerne begyndte at udvikle en mere rolig og harmonisk drikkeadfærd. Det betyder, at køerne som udover at drikke, når de var tørstige – også gjorde det uforstyrret.
Ida Ringgaard, chef for kvæg og innovation hos Vestjysk Landboforening, pointerer, at køer i balance sparer tid, får færre yverbetændelser, lavere celletal og præsterer mere, hvilket giver ro i hele produktionen.
ECA-anlæg er desuden en klima- og miljøbevidst løsning, da man undgår skrappe rengøringsmidler. Og projektet er også et led i Vestjysks ønske om at bidrage til, at landbruget bliver miljøklimaneutralt i 2050. Her har landboforeningen i et samarbejde med Københavns Universitet nemlig tidligere bevist, at sygdomsfremkaldende bakterieniveauer i køers drikkevand kan elimineres i ECA-anlæg.
Flydende hollænder letter anker
Efter flere år undervejs flyttede 32 rødbrogede køer i maj ind på verdens første flydende gård, der ligger i Rotterdams havn. Floating Farm, som gården hedder, opfylder mange formål og fungerer som en cirkulær økonomi. I slutningen af juni åbner den også som besøgsgård for byens borgere. Det skriver Mejeritidende.
Overordnet er ideen at producere fødevarer tættere på forbrugere. Gennemsigtighed, bæredygtighed og cirkulær økonomi er nogle af nøgleordene bag projektet.
Køerne lever af mad fra storbyen som eksempelvis bryggeriernes korn, kartoffelskæller og græs fra spille- og golfbaner. Køernes gødning bliver genanvendt til brug i haver og parker. Gården har sit eget mejeri, hvor der skal fremstilles mælk og yoghurt, som sælges i lokale butikker.
Gården er i øvrigt indrettet med malkerobot samt optimale forhold for køernes komfort. De har desuden mulighed for at komme på græs på en nærliggende mark en gang imellem.
Projektet er privatfinansieret med en investering på godt 20 millioner kroner.
Ny folder om klima og køer
Seges har lanceret en ny folder om køers klimapåvirkning. Den svarer blandt andet på, hvad den enkelte landmand kan gøre for at mindske påvirkningen fra sin produktion, og hvilken effekt nuværende tiltag allerede har. Den kommer også ind på videnscentrets egne projekter for at finde flere klimaløsninger.
Du kan se folderen på landbrugsinfo.dk








































