Kvægnoter: Seges søger overblik over pinkeye
Videnscentret Seges ønsker at udrede, hvor stor udbredelsen af pinkeye er herhjemme, og derfor sender de et kort spørgeskema ud til formålet.
Pinkeye er en sygdom, forårsaget af bakterier, som angriber øjnene og giver betændelse i hornhinde og øjenlåg. De første sygdomstegn ses oftest ved, at dyrene kniber øjet i og får tåreflåd. Tilstanden udvikler sig hurtigt, så hornhinden blive skyet og lysegrå og der ses rødme og hævelse af slimhinden omkring øjet.
Sygdommen er meget smitsom og smertefuld. Igennem de seneste par år har Seges modtaget en række henvendelser fra landmænd og dyrlæger om problemet.
Du finder spørgeskemaet på Landbrugsinfo.dk. Alle data vil blive behandlet anonymt.
Tjek slagtedyrene i DMS
Antallet af højdrægtige dyr leveret til slagtning er fordoblet i perioden 2016-2017 med 70 styk i 2017. Enhver professionel landmand ved, at transport af højdrægtige dyr ikke er tilladt, og det må antages, at der oftest er tale om uheld, skriver Seges.
En ny funktion i DMS kaldet »Kan slagtes?« skal råde bod på problemet, hvor dyret får et »Nej«, hvis det med sikkerhed ikke kan slagtes. Dyr, hvor der kan være tvivl markeres som »Risiko«, mens kun dyr, der med sikkerhed vides at kunne slagtes, får et »Ja«.
Seges understreger, at hvis man er det mindste i tvivl om, hvorvidt et påtænkt slagtedyr kan være højdrægtigt, skal man få det undersøgt, inden det sendes. Det gælder også, hvis dyret er insemineret og tidligere er konstateret ikke drægtigt.
Bøderne er høje for at levere drægtige dyr til slagtning i den sidste tiendedel af drægtighedsperioden.
LDM savner klima-fakta
Formand for Landsforeningen af danske mælkeproducenter Kjartan Poulsen sammenlignede klimaindsatsen med en dryppende vandhane på foreningens generalforsamling.
- Vi er som samfund ved at fikse vandhanen, som drypper, mens badekarret løber over, fordi hanen står åben, lød det.
Meldingen kommer efter Arla Foods lancering af nye klimatiltag, om blandt andet en co2-neutral mælkeproduktion.
- LDM erkender fuldt ud, at der skal reageres i klimadebatten, men jeg håber også, at debatten vil få et mere faktuelt indhold, for mange af de tiltag, der bliver foreslået både i landbrug og i andre sektorer er desværre kun en kort udskydelse af problemet, sagde Kjartan Poulsen.
LDM har haft møde med Energi-, Miljø- og Klimaministeren om klimaindsatsen og forklaret landbrugets holdning og udfordringer.








































