Regeringens udmeldinger om tilbagegang i biodiversiteten eller om, at biodiversiteten er truet, er gentaget så mange gange, at mange tror, den er rigtig, skriver Ulf Nielsen.
Af naturplejer Ulf Nielsen, Kollerup Strandvej 19, 9690 Fjerritslev
Regeringen og dens støttepartier har foreslået at etablere 15 naturnationalparker. Deres begrundelse er, at der i Danmark opleves en stor tilbagegang i biodiversiteten. Denne sætning om tilbagegang i biodiversiteten eller om, at biodiversiteten er truet, er gentaget så mange gange, at mange tror, den er rigtig.
Ifølge forstkandidat Søren Grene bunder den udbredte misopfattelse af, at biodiversiteten er i aktuel voldsom tilbagegang i Danmark, i en ændring i de medtagne kategorier i den nyeste rødliste, der er indarbejdet med en ny regnemetode, så man ikke løbende kan følge ændringerne.
Da Aarhus Universitet (AU) offentliggjorde den seneste rødliste den 15 jan. 2020, viste den, at antallet af rødlistede arter siden 2010 var fordoblet fra godt 2.200 til godt 4.400 arter i 2020. Såvel miljøministeren som Danmarks Naturfredningsforening greb omgående den alarmerende nyhed. Miljøminister Lea Wermelin pointerede, at tallene sætter to streger under, at vores natur er i krise, og Marie Reumert Gjerding, Danmarks Naturfredningsforening, fastslog, at dobbelt så mange arter, som for ti år siden er nu i fare for at forsvinde. Begge henviste til den nye rødliste.
Ny regnemetode
Søren Grene fandt ved nærlæsning af rødlisten ud af, at den voldsomme stigning på 2.200 arter intet har med den aktuelle udvikling at gøre, men beror på en ny regnemetode (godt 1.600 arter) samt at flere arter var vurderet (cirka 600).
For at sikre sig, at han ikke havde misforstået det hele, indledte Søren Grene den 24. maj en længerevarende dialog med AU, direkte stillet til rektoratet. I AU’s svar fastslås, at arterne i Danmark samlet set er blevet en lille smule mere truede siden 2010. Konkret handler det om, at cirka 45 af de godt 5.500 arter er netto blevet vurderet til at være lidt mere truede, end de var i 2010, svarede til 8 promille.
Det skrev Søren Grene i en kronik i Fredensborg Amts Avis den 20. september 2021, og det viser, at de rabiate biologer har misinformeret alle, og dermed fået tilslutning til at etablere hele 15 naturnationalparker – og flere er på vej.
Manipulerende
Der er tale om en vildledning med katastrofale følger for vores skønne natur, samt spild af foreløbig 888.000.000 kroner til etablering af de 15 naturnationalparker. Det er cirka 60.000.000 kroner pr. nationalpark.
Er der en voksen til stede, som kan sætte en stopper for dette manipulerende vanvid.
Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.