BL-chefjurist: Det burde vi have vidst om Alling Å

Af Nikolaj Schulz, chefjurist i Bæredygtigt Landbrug

For cirka seks år siden var jeg på vandretur med kommune og bredejere nær Alling Å, og der »blev røget fredspibe«.

Landbruget hævdede deres indlysende ret til afvanding. Alligevel var kommunens biologer tilbageholdende, for høj vandstand er godt for natur, miljø og biodiversitet.

Nu er det ikke afvandingen, vi forbinder Alling Å med i disse dage, men derimod en miljøskade af ukendte dimensioner, og konflikten mellem afvanding og natur er til sammenligning en dans på roser.

- De lovpligtige målinger, der ikke gennemføres ville afsløre kviksølv, kobber og medicinrester, men vi genslynger i stedet det beskidte vand.

Nicolaj Schultz, jurist i Bæredygtigt Landbrug

Miljøskaden ved Alling Å giver mig associationer til Lars Von Triers: Riget, hvor indledning er, at: »Grunden under Rigshospitalet er gammel mose. Her lå blegedammene engang. Her gik blegemændene og fugtede deres store lærreder i det lave vand for at lægge til blegning. Fordampningen indhyllede stedet i en permanent tåge«.

Kemisk tåge

Vandet i Alling Å er indhyllet i en ukendt kemisk tåge, men offentligheden er også ude i tågen. For på dr.dk fremgår det blandt andet:

»[...]Kim Pless-Schmidt har en teori om, at tungmetalforureningen i Alling Å kan have stået på længe inden jordskredet.[...]« , og fortsætter: »[...]min teori er, at der faktisk har været en tungmetalforurening i Alling Å længe før jordskredet.[...]«.

Hvad kunne man dog have gjort tænker nogle man måske?

Svar: Miljøstyrelsen kunne have fulgt sine egne regler! Miljøstyrelsen skal nemlig måle for blandt andet tungmetaller én gang om måneden i mindst ét år. Men det gør de ikke, og de skulle have målt siden 1970erne, men de har ikke gjort det. De er blevet påmindet om det konstant – særlig intenst i de seneste 10 år igennem høringssvar, klagesager og retssager, men ingenting sker der.

De gør det ikke – for fernis og flødeskum er tilsyneladende mere vigtigt end substans og fundament. Mindst 90 procent af Miljøstyrelsens budget går til for eksempel at genslynge og fjerne spærringer i de danske vandløb. Projekterne er fine i en verden, hvor pengetræet står stolt i baghaven, men det gør det ikke.

- Det er uværdigt, det er ulovligt og det er miljøskadelig miljøpolitik, at der ikke måles for farlig evighedskemi – som der burde.

Nicolaj Schultz, jurist i Bæredygtigt Landbrug

Vandløb med tungmetaller

Hvis Miljøstyrelsen havde prioriteret at måle for tungmetaller i de danske vandløb, så ville der måske være færre sving i vandløbene, men så ville vi måske have giftfrit vand uden tungmetaller. Der er tåge, hvad angår de danske vandløb og man mister åbenbart også orienteringssansen for ret og vrang – rigtigt og forkert, derinde.

Det seneste nye i sagen er, at bredejere den 16. januar 2024 fik et vidtgående påbud af Miljøstyrelsen, som skal bruge deres arealer. Bredejerne fik under 24 timers høringsfrist, og indholdet er efter min juridiske vurdering meddelt efter bestemmelser, der ikke er brugbare. Det er lidt mere indviklet, men jeg mærker, at minkene »går igen i blegedammene« – i mere en forstand. En del af affaldet fra Nordic Waste A/S stammer fra nedslagtningen af mink. Jeg nåede på vegne af en række lodsejere med ekstremt kort varsel at indgive høringssvar.

- Det er på tide, at offentligheden får øjnene op og efterlever, at vi alle har retten til at vide, hvad der foregår – også når det kommer til farlig kemi i vandmiljøet.

Nicolaj Schultz, jurist i Bæredygtigt Landbrug

Nu er miljøskaden i Alling Å forhåbentlig i særklasse, men spildevandet kommer stadig lystigt alle vegne fra, - blandt andet befæstede arealer, husstande og industri – gerne urenset. De lovpligtige målinger, der ikke gennemføres ville afsløre kviksølv, kobber og medicinrester, men vi genslynger i stedet det beskidte vand.

Uværdigt, ulovligt og miljøskadeligt

Det er uværdigt, det er ulovligt og det er miljøskadelig miljøpolitik, at der ikke måles for farlig evighedskemi – som der burde.

Ifølge dr.dk så ville vi jo have haft kendskab til problemet lang tid før, og kunne reagere i tide. Det samme gælder PFAS – tja og hvem ved hvilke farlige stoffer der ellers udledes i naturen og indtages af dyr og mennesker?

Det er på tide, at offentligheden får øjnene op og efterlever, at vi alle har retten til at vide, hvad der foregår – også når det kommer til farlig kemi i vandmiljøet.