Rettelse: Ingen uforudsete regninger i forbindelse med skovrejsning
HedeDanmark svarer på læserbrevet fra Jørgen Mose Hansen, der har rejst en skov på sin ejendom i Snarup.
Indsendt af Martin Snedker Hansen, plantningskonsulent, HedeDanmark A/S, Viborg
I LandbrugFyn kunne man den 26. marts læse, at Jørgen Mose Hansen fra Snarup ved Ringe var utilfreds med forløbet omkring sin skovrejsning, tilrettelagt og udført af HedeDanmark.
Det er beklageligt, at læserne af LandbrugFyn kan få den opfattelse, at man som kunde i HedeDanmark kan blive overrasket af uforudsete regninger på tusindvis af kroner. For det er heldigvis ikke tilfældet. Vi værdsætter vores kunder, og vi bestræber os på altid at opføre os både ordentligt og gennemskueligt.
Alle HedeDanmarks kunder – inklusive Jørgen Mose Hansen – bliver derfor præsenteret for, skriver under på og kender således både de praktiske og økonomiske detaljer forbundet med et samarbejde med HedeDanmark.
Vi udfører med andre ord ikke opgaver, medmindre der er en skriftlig aftale, hvor kunden med sin underskrift er indforstået med, hvilket arbejde HedeDanmark forpligter sig til at udføre, og hvad det kommer til at koste kunden.
En sådan skriftlig aftale foreligger også i Jørgen Mose Hansens tilfælde.
De økonomiske omkostninger ved skovrejsningen bør derfor ikke komme som en overraskelse, da de præcise priser for både projektering, etablering af skoven og renholdelse fremgår af den aftale, som Jørgen Mose Hansen i august 2017 har skrevet under på. Tilskuddet fra staten er desuden blevet modregnet den samlede pris for skovrejsningen.
Når det er sagt, er vi naturligvis meget kede af, at plejen af Jørgen Mose Hansens skovrejsning ikke er blevet udført tilfredsstillende af vores underentreprenør. Vores kunder skal kunne regne med, at det, de betaler for, også er det, de får.
Derfor indgik vi allerede i januar en aftale med Jørgen Mose Hansen om, at han i 2019 får en ekstra rensning af området samt 800 nye planter – uden beregning selvfølgelig.
Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.






































