Allerede midt i august indledtes årets majshøst på Fyn. Og i midten af september ventes de fleste arealer at være bjærget, hvis det varme og tørre vejr fortsætter.

- Vi høster i næste uge, lød det fra mælkeproducent Palle Bjerggaard Hansen, Gl. Krogaard i Såderup ved Ullerslev, der er vært for både sortsforsøg for Centrovice og for Landsforsøgene, og som i onsdags også var vært for traditionelle majsdag forud for majshøsten, som Centrovice og DLG Fyn for første gang havde inviteret til i fællesskab.

Den østfynske mælkeproducent, der i alt har 68 hektar med majs har aldrig tidligere prøvet at bjærge majs i august måned.

Og ligesom de fleste øvrige majsdyrkere forventer han et mindre udbytte end normalt efter den ekstreme sommer. Samtidig venter han kun at hente tre slæt på sine græsarealer mod normalt fem. Derfor er der nu udlagt ekstra 10 hektar med græs for at sikre grovfoder nok til de 250 jerseykøer i stalden på Gl. Krogaard i den kommende fodersæson.

Supplerende foder

På majsdagen i onsdags, der to gange var blevet fremrykket på grund af den fremskyndede høst, havde grovfoderkonsulent Anders B. Christiansen, Centrovice, flere løsningsforslag til det manglende vinterfoder i de fynske kvægstalde.

- Det er meget varierende udbytter, som høstes, ikke alene egnsvis men også i den enkelte mark. Nogle steder bliver det næsten en normal høst, mens det i nogle marker kun bliver et halvt udbytte. Derfor kan mængden først vurderes i stakken, og derfra kan der overvejes supplerende fodermidler som halm, frøgræshalm, eller næste år et større udlæg, tidligere majssorter eller måske hvedehelsæd, lød hans bud.

Reportage fra majsdagen i næste uges LandbrugFyn. Læs allerede nu avisen her på hjemmesiden.

 

Planter