I årets tre første måneder lå antallet af konkurser under niveauet sidste år. April måned har til gengæld budt på flere konkurser end april 2023 og bryder dermed med denne trend. Men det er ganske forventeligt ifølge Jesper Daugaard Faurby, der er adm. direktør for Danmarks største kreditforsikringsselskab, Atradius.
- Vi har de seneste måneder modtaget relativt mange indberetninger om udeblevne betalinger fra vores kunder. Det er ofte en god indikation på, at antallet af konkurser er på vej op ad, siger Jesper Daugaard Faurby og understreger, at han ikke frygter, at det eskalerer i form af en konkursbølge.
- Vores analyser peger generelt på, at konkursstigningerne peakede i 2023, og at vi i 2024 vil se konkurstallet ligge på et højt, men stabilt niveau. Samtidig så vi væsentligt færre udeblevne betalinger i april, end vi gjorde det i årets tre første måneder, siger han.
- I de første måneder af 2024 er det fortsat byggesektoren, der har udgjort langt de fleste skader. Men samtidig har vi også set et forhøjet niveau af udeblevne betalinger, når det kommer til elektronik, fødevarebranchen og tekstilhandel, siger han.