Der er en sidelæns udvikling i noteringerne på markederne for slagtesvin i Europa. Det skriver Danske Svineproducenter i nyhedsbrevet Rundt i Europa.

Stabiliseringen kommer efter et fald i sidste uge, og ser ud til at være udtryk for en generel tendens, med undtagelse af Frankrig, hvor slagtesvinenoteringen fortsætter den stigende tendens og stiger en smule.

Markedet er naturligvis præget af feriesæsonen. Det betyder blandt andet, at efterspørgslen efter grisekød flytter til turistcentrene.

Mens mange feriegæster rejser til Sydeuropa, falder udbuddet af grisekød i disse lande på grund af varmen. Omvendt er markedet i Nord- og Centraleuropa i balance, og det overskuelige slagtesvineudbud er tilstrækkeligt til at dække efterspørgslen.

Ifølge forskellige markedsinteressenter stabiliserer kødmarkederne i Europa sig nu efter den markante nedjustering af slagtesvinenoteringerne i sidste uge.

Den danske notering fortsætter også den stabile prisudvikling på det nuværende lave niveau.

Oversigten fra Danske Svineproducenter viser, at noteringerne i Spanien og Frankrig fortsat er langt foran de øvrige store markeder. Noteringen i Spanien har de seneste to uger været på 17,98 kr. ab gård, mens den i Frankrig er på 17,25 kr.

Tyskland og Holland melder om en notering på godt 15 kr., hvilket som bekendt er en del højere end den danske, der den seneste måned har været på 12,95 kr.