Ticans sonotering ligger 1 krone over DC’s notering

Der er en hel krone til forskel mellem Danish Crowns og Ticans afregning af søerne, når der ikke tages højde for Danish Crowns kommende efterbetaling.

Ligesom Danish Crown har Tican ladet sin notering for søer falde 30 øre, så den ligger på 8,90 kroner pr. kg i modsætning til konkurrentens afregning på 7,90 kroner pr. kg. Der er dermed en hel krone til forskel i de to slagteriselskabers afregning af søerne, når der ikke er taget højde for Danish Crowns kommende efterbetaling.

Med en slagtesvinenotering på henholdsvis 11,40 kroner hos Danish Crown og 12,10 kroner pr. kg hos Tican er der 70 øre til forskel mellem afregningsprisen mellem de to slagteriers noteringer, når der heller ikke her er taget højde for Danish Crowns kommende efterbetaling.

Danish Crowns efterbetaling offentliggøres om efteråret og lå sidste år på 110 øre pr. kg svinekød.

I tråd med Danish Crown beretter Tican om feriestemning i Europa og lav efterspørgsel på en række produkter.

Øgede tilmeldinger

Tilmeldingerne af grise til Tican ligger over prognosen, og derfor udsættes der grise svarende til fire slagtedage, mens forskydningen på afhentningen kan være op til cirka 10-12 dage, oplyser Tican.

Fra uge 31 stopper den fordeling, der har været på slagteriet i Thisted i en periode, og der slagtes alle fem dage igen. Udover de fulde fem dage på begge anlæg planlægges overarbejde for hurtigt at få reduceret i antallet af udsatte grise, meddeler slagteriet.

Læs også