Ifølge en ny rapport fra det amerikanske landbrugsministerium (USDA) forventes den globale produktion af grisekød at falde svagt i 2025 efter en stabil produktion i 2024.

Det skriver Landbrug & Fødevarer i Markedsnyt for Grisekød.

Rapporten dækker produktion, forbrug og handel med grisekød i udvalgte lande og fremskriver udviklingen i ton slagtevægt.

USDA forventer, at den samlede produktion af grisekød vil falde med 1 procent i 2025. Dette skyldes primært en forventet nedgang i Kina og EU på hver 2 procent.

Efterspørgsel på fjerkrækød

Produktionen i Kina falder som følge af en tilbagegang i antallet af søer og en aftagende efterspørgsel efter grisekød på grund af økonomisk usikkerhed og øget efterspørgsel på fjerkrækød, lyder forklaringen fra USDA.

I EU skyldes faldet lavere svinepriser, som reducerer incitamentet til at øge produktionen. Derimod forudses lande som USA, Brasilien, Rusland, Vietnam, Canada og Mexico at øge deres produktion i 2025. USA forventes at øge produktionen med 2 procent på grund af forbedret produktivitet og højere slagtevægt, drevet af lavere foderpriser og bedre indtjening i svineproduktionen.

Når det kommer til handlen med grisekød, forudser USDA ikke væsentlige ændringer i de globale handelsmønstre i 2025. USA og Canada forventes at øge deres eksport en smule, mens EU’s eksport vil falde. Dette skyldes, at den lavere produktion i EU giver mindre overskud til eksport, samtidig med at afrikansk svinepest fortsat hæmmer eksportmulighederne.

USA forventes at øge sin grisekødseksport med 3 procent i 2025, hvor Mexico fortsat vil være det største eksportmarked for amerikansk grisekød. Trods øget konkurrence fra Brasilien forventes USA at vinde markedsandele fra EU i både Sydkorea og Australien.

Finans