Lukas Olesen bliver ny LU-formand: Vil kæmpe for unge i landdistrikterne
For første gang i 18 år var der kamp om formandsposten, da LandboUngdom den 26. september holdt årsmøde på Nordjyllands Landbrugsskole. Det blev 22-årige Lukas Olesen fra Ringkøbing/Ulfborg LandboUngdom løb med sejren og skal stå i spidsen for foreningen de kommende to år.

LandboUngdoms nyvalgte formand er 22-årige Lukas Olesen fra Tim i Vestjylland. Foto: LandboUngdom
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Følelserne sad udenpå tøjet, da to kandidater lørdag den 26. september skulle kæmpe om at blive den næste formand foran en fyldt sal på Nordjyllands Landbrugsskole. Både Lukas Olesen fra Ringkøbing/Ulfborg LandboUngdom og Rasmus Nymann Kjærsgaard fra Dronninglund LandboUngdom stillede op til posten, og dermed endte formandsvalget i kampvalg for første gang i 18 år.
Stemmerne faldt dog på Lukas Olesen, der er uddannet landmand og formand for LandboUngdoms Politiske Udvalg, LUPO, og han glæder sig til det forstående arbejde i hovedbestyrelsen:
- Det betyder rigtig meget for mig, og jeg er stolt af at stå her i dag. Jeg ved, hvor meget man kan udvikle sig i LandboUngdom, og det vil jeg meget gerne give videre til andre unge mennesker, sagde han fra scenen efter valget.
Som formand vil Lukas Olesen blandt andet arbejde for et stærkere fællesskab på tværs af LandboUngdom og for, at landdistrikterne kommer højere op på den politiske dagsorden:
- Det er vigtigt, at vi har noget, der kan samle LU'erne på tværs. Og vi er nødt til at turde gøre nogle nye ting. Vi skal også være med i debatten om, hvordan vi sikrer liv i landdistrikterne, og hvordan unge faktisk får mulighed for at bo og skabe et liv der. Det vil jeg arbejde for, lød det fra den nye formand.
Tidlige forestillinger
For Lukas Olesen er spørgsmålet om livet i landdistrikterne ikke kun en politisk dagsorden. Det hænger også tæt sammen med hans egen opvækst og hverdag. Han kommer selv fra den lille landsby Tim i Vestjylland og kender derfor både kvaliteterne og udfordringerne ved at være ung langt fra de større byer.
Han mener, at mange unge allerede tidligt får en forestilling om, at de er nødt til at forlade deres hjemegn, hvis de vil noget med deres liv.
- Når man er færdig med gymnasiet, tænker man hurtigt, at nu skal man videre. Men man behøver ikke nødvendigvis give slip på alt det, man kommer fra. Der er også en værdi i at holde fast. Jeg tror, der er mange unge, som drømmer om mere nærhed til familie og venner, mere ro og natur, men de ser ikke livet på landet som en reel mulighed, siger han.
Glæden ved et liv på landet
Det synspunkt finder opbakning i LandboUngdoms egen undersøgelse »Unge på landet«, som bygger på svar fra knap 1.000 unge i landdistrikter og landsbyer. Her svarer 88 procent, at de er glade for at bo på landet, mens to ud af tre kan se sig selv bo der i fremtiden. Natur, ro, frihed og fællesskab er de grunde, de unge fremhæver.
- Hvor jeg bor, er fællesskabet en forudsætning for at have et godt liv. Vi er afhængige af hinanden. Der er højere til himlen og længere til naboen, men samtidig oplever jeg en stor grad af sammenhængskraft. Det relationelle betyder meget, siger Lukas Olesen.
Hvis flere unge reelt skal kunne vælge landlivet til, kræver det ifølge Lukas Olesen, at politikerne gør noget ved de praktiske rammer. Transportmulighederne er mange steder begrænsede, og unge kan have vanskeligt ved at finde eller finansiere en bolig.
»Hvis vi gerne vil have mangfoldighed i landdistrikter, skal mulighederne også være til stede. Politikerne skal sørge for, at livet på landet er et reelt valg, også når man er ung,” siger han.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.







































